Nocturne –
Midsommernattens
rødmende himmel
mod nord –
en hvislende vind
krapper
havets bølger –
køer hviler
stilfærdigt
i græsset
og fornemmer
ikke det mindste
om de farer
der aldrig lurer –
flagermus
tavse mod den
lyse nat
skriger efter
sværmere
der hurtigt
søger skjul –
vellugtende urter
opfylder luftens
volumen –
en besjælet natur
der emmer af
frodighed –
fuldmånens
lysende globe
skæmmes ofte
af drivende skyer
men formår alligevel
til sidst
at samle
den flakkende
psyke
til ro –

Og vi har været
hvor cikaderne synger
i tusmørket efter fem
hvor gekkoerne
jager
dem
mens halloumien syder
blidt på panden
og filosofferne fornemmes
i solvarme
aftentørre
olivenlunde –
meditation –
en hærfugls
po po po
po po po
vidner staccato
om den evige søgen
efter kollektive
ubevidstheder –
en schweizisk kvinde
dræbes af en tiger –
Sylvia Plath –
men sorgen uanset
uanset sorg og distress –
er vi nu
kommet videre –
vi er
kommet videre –
roligt
altfavnende
videre –

Der er i mit indre
en sang så dyb
som var alverdens
kærlige stemmer
blevet en –
alligevel
er den fjern –
den hvisker til mig
med ordløse ord
i et sprog jeg ikke
helt forstår –
men stærkt fornemmer
intenst i mit sind –
en fornemmelse
der uklart fortæller
den største
historie –
at der bag måne
sol og supernova
bag røde kæmper
og hvide dværge findes
en fortælling mere –
en udefinerbar
følelse
findes der –
om en skjult natur –
en natura occultatum –
mere end lysår væk –
solsorten synger den
i dette forår –
den bærer
mit hjerte –
og jeg længes –
eller også
er den lige her
lige nu –
og består
i al sin komplicerede
enkelhed
af kærlighed
mellem mennesker –
af min kærlighed
til dig –

Det handler
alt sammen
om at opleve –
og samle viden
om alt –
det handler om
i løbet af
et liv –
at opnå
størst mulig
visdom –
og så ender det
summa summarum
i sidste ende
alligevel med
en helt central
følelse –
en helt enorm
følelse
af kærlighed –
til mennesker
for eksempel –
og deres smil –
og det
på trods af
alt det andet
som mod normal
forventning
blot er
en livsbetingende
fodlænke –
der måske nok
umiddelbart
forhindrer dig i
at flyve –
men ikke i
at tænke, føle
glædes –
en kærlighed til
alt levende
dyrs og planters
skønhed –
og alt dødt
jord, sten, bjerge
storslåede
landskaber –
kloder –
stjerner –
kærlighed til
verden! –
og den
kærligheden
rummer yderligere
en befriende
smilende
lethed –
samt en fantastisk
universel
samhørighed –
egoet opløses
i bevidstheden og
bliver en del af
alt –
jeg er blot
viser det sig
en spinkel dråbe –
men også
en dråbe i
et uendeligt
og uendeligt smukt
verdenshav –

Liv er udvikling –
formering 
er ikke tilstrækkeligt –
liv skal hele tiden
udvikle sig
tilpasse sig
til miljøforandringer –
når jeg nu har erkendt
at vi som mennesker
er dyr
på ligefod med
alle andre dyr
bare med hvert sit
særkende –
at vi som mennesker
er i familie med og
deler vilkår med
alt andet liv –
så bliver den
logiske slutning også
at vi rent faktisk
har en biologi
Darwinistisk set –
det vil sige
at menneskearten
ikke er færdigudviklet –
og iøvrigt
aldrig bliver det –
men bliver ved med
at forandre sig –
der er håb! –

Jeg tager ofte
den ukendte vej
ud i en
ukendt natur
ud –
og nyder
den fred
der måske er
undervejs –
i Gubaidulinas
dybe
mørke
subboreale
tajga –
eller på overdrevets
blændende vidder –
og nyder den
indre sammenhæng
og ro –
der opstår
i sindet
som turen
skrider frem –
men jeg søger ikke
efter tryghed
eller sikkerhed
eller varme
end ikke efter
kærlighed
i fremmede universer –
jeg er der
allerede –

Til glæden:

Det 20. århundrede led
grusomt –
to rødglødende
verdenskrige
atombomber
og en lang kold –
millioner døde –
endnu flere
blev tilbage med
sorgen –
Sartre led
Bacon og Freud led
musikken skreg det ud
og flere forsvandt
i narkotisk fortvivlelse
alle led! –
og verden blev mørk –
her i nord stod
fimbulvinteren
for døren:
“Hvis krigen kommer!” –
menneskene blev dybt
egocentreret omkring
menneskehedens
mulige udslettelse –
apokalypsens post mortem
lyksageligheder
blev afløst af udsigten til
ragnarok! –

Vi overlevede dog
og lever stadig –
og jeg tænker
at det nu her
et hundrede år efter
den store blodrøde revolution –
må være på tide
at vi kigger ud over
egen næsetip
flytter vores fokus
og genopdager
glæden –

“Hvad for en glæde?”
spørger du så
lettere depressiv –
og endnu engang
må jeg gøre dig opmærksom på
den tusindfryd
der står i enhver
græsplæne
se den tæt på
og glæd dig
over dens skønhed –
sorg rummer kun
ganske lidt næring
glæde der imod –
se op en stjerneklar nat
og bliv varm om hjertet
over at du er en del
af et fantastiske univers –
og ikke mindst
at du har fået
bevidsthed
til at fatte
i hvert fald
en lille del
af dette vidunder –
(17-11- 2017)

Jeg kommer fra Afrika, jeg
og min sjæl er brun
som Afrika er brun –
selv min hud er brun
om sommeren –
og faktisk
når jeg nu tænker nærmere
over det
også lidt
om vinteren –
ikke sort eller hvidt
men brunt
er det gode liv –
min blodtype
er oprindelig –
mit blod er
oprindeligt –
helst ser jeg
hænders hverv
og menneskers
omsorgsfulde venlighed –
helst ser jeg
den gode tanke
udfolde sig
bæredygtigt –
helst ser jeg
at flest muligt
har det bedst muligt –
jeg kommer fra Afrika, jeg
og som tiden er gået
gennem tusinder af år
er min arv
blevet af nordisk
æt –

Jeg har en hemmelighed –
gemt et hemmeligt sted
dybt nede
inderst inde –
men nu
i en efterhånden
høj alder
må det være
på tide
at komme med
en indrømmelse-
så, altså –
jeg ferierer
ind imellem
i ordenes verden! –
faktisk –
er jeg der
hele tiden –
inkognito
i et parallelt liv
gemt bag en kollektion
af kompromisløse
mørke solbriller
ekviperet med
kasketten
dybt nede
i panden –
hele tiden –
hele tiden! –
ordene
destillerede
rensede
for ethvert
overflødigt smuds
udtrykker en fantastisk
verden
udtrykker en blændende
skønhed
hver især –
mine øjne afkoder
skriften
omdanner den til
elektriske impulser
der i bagerste del af
hjernen
bliver monitoreret
i mine tanker
hvor efter der
ud af ingenting –
opstår ORD! –
mikrosekunder senere sender
mine spejlneuroner
signal
til mellemhjernen
der danner de
tilhørende og tilsvarende
følelser –
“blæstens pulserende
kølighed i nakken -“
og jeg kan
mærke den! –
måske siger jeg
ordene højt
for at smage på dem
og forstærke virkningen af dem
gennem ørets hammer
ambolt og stigbøjle –
de således producerede ord
er højoktan brændstof
for min vedvarende
spændende
og glædeskabende
kognition –

Ahh, disse tidlige
forårsdage –
hvor solen skinner
skarpt hen over
det nøgne landskab
vissentgrønt græs
og vigens gennemsigtige
himmelblå facade
spættet med spredte
vuggende hvide sølvmåger
ind imellem lavt flyvende –
blæstens pulserende
kølighed i nakken –
i pauserne
vender varmen
forsigtigt tilbage –
og sanglærkerne
synger –

Januar! –
Allerede?
Åh nej, jeg orker det ikke
gråt og vådt i et væk –

Nå, jah, jah –
snart sner det vel
med anemoner
i forårets fugtige skovbund
og sandalerne
blomstrer igen –
drømmer jeg
længselsfuldt
mens musikken forsøger
at varme bilen op
gennem vinterens kulde –

På den anden side
tænker jeg så –
har jeg det jo egentlig fint og lunt
her i morgenmørket –

og bilen er og går som smurt
og flytter mig 50 km
på bare tre kvarter
fantastisk –

sneen i bakkerne
og skovene langs vejen
svarer cyant bekræftende –

Det drejer sig ikke
tænker jeg videre
om at gøre drømmen
til virkelighed
engang, måske –
men om at opfatte
virkelighedens drøm
lige nu –

Refugiet
i mit hjerte
er ikke et skjulested –
men et bjerg –
et bjerg på hvis top
jeg mediterer –
og samler energi
samler visdom
samler glæde
samler kærlighed
og styrke –

en energi, visdom, glæde,
kærlighed og styrke
der først bliver rigtig klar –
idet jeg giver den videre –
til mine omgivelser
til mine medmennesker
til alt levende
til den verden
til det univers
som jeg oplever –
og elsker –

Er du klar over
at det smil
du gav mig
nu til morgen
på et splitsekund
fuldstændigt
visked tavlen ren
på min indre
himmel –
og stadig
lader Solen skinne
skyfrit
på en pragtfuld
forårsdag
i mit hjerte! –

Jeg behøver
ikke engang
at tænke gode tanker –
cortex kan være
fuldstændig
blottet for bølger –
kun lyst stof
danner forbindelser –
alligevel bobler
glæden
op som en
højeksplosiv
og pludrende munter
lavastrøm –
smil
efter smil
breder sig autonomt
ud over livet –
lykkelig lattermild,
som var jeg klar
til indlæggelse –
Hvad i alverden
er der sket?
Jo, jeg har fået
et barnebarn mere!
                (15-11-2012)

Efterhånden
som aftenen
falder på
tier selv solsorten
og sangdroslen –
tilbage er alene
en fin lille stemme –
svær at definere –
ingen fast melodi –
ingen fast strofe –
kun vedvarende
improvisationer
med indlagte pauser –
men tonen er tydelig
og efterlader
ingen tvivl –
det er rødhalsens
smeltende
aftensang –
jeg lytter
andægtigt –
og mærker samtidigt
at mit blods
intense brusen –
langsomt
falder til ro –

Kære ven
Du har fuldkommen ret!
Der er ikke noget at gøre!
Enhver tvivl er sat til side!
Konklusionen er endegyldig!
Historien vil bevidne det!
Selv jeg nærer ikke skyggen af tvivl!
Det ér kort sagt en uomtvistelig, absolut, uimodsigelig kendsgerning!

Verden ér et forfærdelig sted
at leve.
Livet ér hårdt, barskt og brutalt,
fyldt med tab og sorg.
Ondskaben regerer.
Folk bliver snydt og bedraget,
udsat for vold,
slået ihjel for et godt ord.
Krig, død, sult og ødelæggelse hersker!
Vi burde kort sagt slet ikke være her,
overhovedet ikke eksistere!
I hvert fald ikke
ifølge TV Avisen.

Men – nu er vi her – altså –
og hvad i alverden
gør vi så? –

Ja, jeg, for min part,
flytter fokus.

Efter at
have sat mit kryds
det rigtige sted,
betalt min skat
med glæde,
talt i øst og vest
for en bedre verden,
støttet
Læger Uden Grænser,
UNICEF,
Røde Kors,
og alle de andre,
handlet
Fairtrade,
kort sagt gjort,
hvad jeg nu kan –

vælger jeg
at flytte
mit fokus

og se,
det virker!

Jeg opdager
en anden
sandhed,
opdager
en anden
verden!

En god verden,
en dejlig verden,
en flot verden,
ja, en helt fantastisk verden!

Med smukke blomster
og bier
og fugle
og dyr
og –
smukke mennesker –

Ja, ja, okay –
de er måske
ikke alle sammen
lige smukke,
lige med det samme –

men hvis man
smiler til dem –
så er de som regel nødt til
at smile igen –
og så bliver de
smukke –

så jeg smiler
meget,
og forsøger
efter bedste evne
at være venlig –

og jeg møder
mængder af
smukke
mennesker –
der smiler
venligt –

Jeg vælger
at flytte
mit fokus –
og i mit
nye fokus –
er verden
usigelig
dejlig! –

Forår efter frokost
billeder –
bløde beskæringer
indrammet –
venstre side:
klassicistisk sort
profil
skarpskåret
højre side:
lys pastelblå
taktilt udtonet
profil
fransk
udsnit:
bølgende nordlys
tavst kommunikeret
i ustandselig sinus –
en uendelig
tunnel
af forblindende
lys –
udsnit:
følfod kolorerer
de sydvendte
skråninger
med gule
solstrejf
Anna Ancher –
udsnit:
aftenskovens
sorte zig–zag
skårne skygge
i kanten af
søens bly
blågrå
overflade
dyb –
baggrund:
rustne
rionet
kvadrater –
et ansigt:
falder inderst
i inciterende
bløde polygoner –
clairobscur –
ned over
venstre skulder –
når netop
venstre bryst –
det højre –
bløde cirkler
centreret
in’situ –
udadtil:
altid stram
med knude
i nakken
og ubrydeligt
sort –
lugten:
er besnærende
oprindelig –
maven:
på en gang
fast
og eftergivende –
stille liv –
berusende –

  

Træernes blade brænder! –
skoven står dramatisk
i vilde flammer
med voldsomt røde, brune
og uendeligt gule
luer! 

aftenhimlen i kontrast –
har køligt skiftet antræk
til en frysende kold maskine
til en fjern kvindes sarte rosa
til et anstrøg af blågrå balustre
til et tæt slør af sort changerende silkesatin –

vigens vand i tavs paralyse –
spejler himlens uformelige huller
i min hjernes sammensunkne caldera –
mens gråænder raaap, raap, rapper
i uskyldig forvisning om en kommende
tryg nat –

men tryghed –
er et fjernt forvokset fænomen
og natten –
snarere en isfyldt fimbulvinter
med slunken hengemt bjørnehi
efter en sommer uden blåbærakvatinter –

jeg frygter ragnarok –
men må dog erkende
at det stadig er oktober
at kamchatkarosen stadig blomstrer
i hvidt og rubinviolet kolorit –
samt at du – vender hjem igen –
ved næste nymåneskifte –

Det er en tid,
hvor regnbuerne blomstrer
og vandet vælter ned –
eller også kommer farverne
i en fin tåge
af støvregn –
så stormer det,
så er der vindstille,
så stormer det igen –
så er himlen sort,
så er det højlys dag
med blændende solskin –
så sortner det igen –
og sådan går dagene –

vi mødes på p-pladsen
og følges op
over skovbjerget

på vejen er der en
der bemærker,
at jeg nok lige
har fundet mig
en kæp  at gå med –
jeg bemærker diskret tilbage,
at denne vandrestav,
har jeg skam haft
de sidste 20 år –

da der ikke aktuelt er basis
for yderligere fortælling
bliver det ved denne
absolutte underdrivelse –

den dybere historie
er i mine tanker
noget mere spændende,
ja, faktisk, ret fantastisk:

for 33 år siden
faldt kernen
fra et modent
orangerødt rønnebær –
for eksempel efter
at have taget
hele turen
gennem en drossel
fra næbbet,
til kirtelmaven,
ind i kråsen  og
ud gennem kloakken –
ned på et godt sted
på en norsk fjeldside –
her spirede den,
og op voksede
et nyt
rønnebærtræ –
det er da
i sig selv
fantastisk –

nå, stedet var måske
ikke ideelt
set fra træets side,
artens overlevelse,
hurtigst mulig formering
og alt det der –

men fra mit
egoistiske synspunkt,
kunne det ikke
være bedre:
det voksede på klippegrund
i 800 meters højde
over havet
på en fjeldside,
der er kold også
om sommeren –
det betød
at det voksede
langsomt –
og blev tæt
og stærkt
i veddet –
det voksede i passende
højde
over sumpen,
ikke for vådt
så det druknede,
ikke for tørt
så det visnede,
men lige der
hvor det blev
aller mest
spændstigt –

da jeg fandt det
havde det vokset
på stedet i
13 år
og stammen var
knap to tommer bred
ved roden –

jeg var på stejl
fjeldtur,
hvor  en god
vandrestav
er livsnødvendig –
og røn
er nu engang
det bedste jeg kender
til den opgave,
så jeg gjorde en ende
på træets liv –
og fældede det
med min kniv råt
og brutalt –
og med ydmyg respekt
og taknemmelighed –

barken blev skrællet af
og da træet i almindelighed
suger nede fra og op
vendte jeg op og ned
på ned og op –
den spidse ende
står også bedre fast –
den anden ende,
den brede,
blev rundet
så den passer
behageligt
i min armhule,
når jeg trænger til
at hvile mig
stående
med tung
rygsæk –

når jeg nu
20 år senere,
efter megen brug
i ind- og udland,
iagttager spidsen –
er den ikke synderlig
slidt –
se, det skyldes
den gamle græske
historie
om Odysseus,
og odysseen –
og kom så ikke her
og sig at oldævl
ikke kan bruges
til noget fornuftigt –
på sin rejse
kommer han
med sine mænd til
kyklopen Polyfems ø –
de bliver taget til fange
og må blinde den stakkels Polyfem
på hans eneste øje
for at slippe fri –
forblindelsen bliver gennemført
med en stamme af oliventræ,
hvor den tilspidsede ende
er gjort glødende
over bålet,
uh –
i min mindrebemidlede
hukommelse –
blev spidsen imidlertid hærdet
over sagte ild –
og det gjorde jeg så
for 20 år siden,
hærdede spidsen,
og se, det virker –
og kom så ikke her
og sig at oldævl
ikke kan bruges
til noget fornuftigt –

min vandrestav og jeg
har som nævnt
haft rigtig mange gode
ture sammen –
flere gange
har den genbesøgt
hjemlandet,
og jeg har fornemmet
en hvis glæde
ved at gense
de gamle rødder –
vi er begge to ved
at blive ældre,
men når jeg slår den ned
i hård jord
dirrer den stadig
dejligt
af spænding –

så, en kæp,
siger du,
bare en kæp? –
dette er ikke bare
en kæp!
det er stammen
af et træ,
der voksede
i mange år
under kummerlige
forhold
for min skyld –
jeg vil gå så langt
som til at kalde det
et livstræ –

 

God morgen solskin!
Blændende skinner du
gennem mit 45 grader hældende
Velux vindue med termo
og oplyser badeværelsets
porcelæn og armatur,
spejler dig selvoptaget
i skrå linier
fra en stor og rund
skive –
mens solsortene synger
her klokken 6.35
midt i april.

Jeg får tisset af
og vender tilbage
til sengen denne søndag
morgen,
stadig søvnig –
og du følger med
og skinner nu varmt
og dejligt
fra vest,
mens du læser Dronning Loanas
Mystiske Flamme,
Morgenlys –

En turist
går på stranden
ved Vesterhavet
en dejlig sommerdag,
han vil gerne finde rav –

han går i solskin
og leder efter noget
der skinner flot
i det fine våde
sand –

gang på gang
lyner det gyldent
i solen
og han bukker sig
forhåbningsfuldt ned
for at samle,
det han tror
er rav,
op –

men gang på gang
viser det sig blot
at være en kold
hård sten
der kun skinner
så længe den er våd
og hurtigt tørrer ud
og blegner kedeligt
i solen –

En ravsliber
går på stranden
ved Vesterhavet
en kold vinterdag,
han vil gerne finde rav –

det har stormet
fra vest
om natten
men nu
her tidligt
om morgenen
er der stille –

vandet skyller roligt
op på stranden
og han går
og kigger opmærksomt
på alt det
der skyller med –
især hvor der er noget
gammelt mørnet
sort træ –

og han ser ikke
efter noget der skinner,
men der imod
efter lidt matte
brune klumper –

han går mod solen
for at den skal
skinne igennem
disse brune klumper –
og afsløre
deres indre
gyldne skønhed –

og da han finder en
bukker han sig
taknemmeligt
og tager denne
skjulte skat,
som andre måske
ville lade ligge,
med sig
hjem –

På værkstedet
går han straks i gang med –
meget forsigtigt –
at slibe og polere –

går han for hårdt frem
brænder ravet –

men arbejder han
tålmodigt
beslutsomt
koncentreret
og kærligt –
træder den indre
skønhed
frem –

samtidigt –
bearbejdes han selv,
kinderne får farve –
og sindet –
falder til ro –
kærligheden vokser
med arbejdet –

I et parforhold –
skal man ikke
være turister –
men hinandens
ravsliber –

Bag ved
hemmelige drømme
i sindets mørkeste
afkrog
findes en fodlænket
kærlighed
svulmende dyb –
til den mand
hun ikke –
kan elske –
anstændigvis –

så hun glemmer
det hele
og tager bussen
eller cykler
denne våde
vintermorgen –
og kaster sig
for børnene
der fortærer
alting
begærligt –

eller også
tager hun sig
sammen
og henvender sig
til ham
og erklærer sin
kærlighed –
og han svarer
at hun er sød
men at han allerede
er godt gift –
og at han ikke
har tænkt sig
at lave om
på det –

og hun går der fra
afklaret –
og vender endelig
hjem
til sin egen
ægte mand
og ser på ham
med nye
godmodige øjne –
med fornyet
kærlighed –

og beslutter sig for
at leve lykkeligt
med ham
til sine dages
ende –
elskede –

Registrerer han
overhovedet
hvad der foregår?
Ser han
hendes tvivl?

Åh jo –
inde bag ved
stritter samtlige
sanser!
Tanker myldrer
på højtryk
angsten –
for at miste
hende
er tæt på at vælte ham –
i vanvid – !

og da hun
endelig
kommer hjem
følger han
hende
umærkeligt –
hver eneste –
bevægelse –
sekundiøst –
–
–

Først da de
den næste
morgen
kryber helt tæt
sammen
og lader hormonerne
flyde frit
i gensidig
god
kærlighed –

slapper de helt af
bag efter
og kan endelig
igen
tro på denne
deres fælles
kærlighed –
i hvert fald
den næste
uges tid
–

Bevægelse –
meditation –
bevægelsesmeditation –

op over bakken
ud over de åbne vidder
ind i skoven –

opløse jeg’et –
forsvinde ind i
blive en del af
det hele –

Paradiset ???
Ja men kære ven
det er jo det
vi lever i!

Der findes ikke
noget skønnere
end vores
Jord –
Den Blå Planet! –

Helvede? –
Ja, det er så også her.
Det eneste eksisterende
helvede er vores egen
manglende respekt
for dette paradis.
Vores egen mangel
på selvkontrol.
Vores hæmningsløse
overforbrug
af alting! –

Mens mursejlernes skrig
stadig styrter
ekkoende
mellem katedralernes grå
massiver

søgende
        sonariserende
                hungrende
                        efter liv! –

smiler dé
kærligt
til hinanden –
mens de faldbyder
billeder på gaden –

og deres filtede
hår infiltrerer fiktivt –
binder sig kærligt
der i solen –

og det bliver helt
klart at de
har noget
sammen

da han blidt
    lægger sín hånd
        på hendes –
            liv! –   

Big bang –
    Hvad satte det i gang?

Fysikkens love –
    Uforanderlige –
    Hvad har bestemt
    at vandet
    skal løbe
    nedad?

Biologiens love –
    Overlevelse
    At give livet
    videre –

Bevidsthed –
    Oplevelse
    Kognition
    Erkendelse –
    Nødvendig sociabilitet
    Globalisering –

Metafysik –
    Meditation
    Sammenhæng
    Samhørighed
    Enhed
    Universel altruisme
    Kærlighed – til verden
    Kærlighed – til liv
    Næstekærlighed
    Kærlighed – til mennesker
    Balance –

Verden
er tilsyneladende
grundlæggende konstant –
i overskuelig tid –

Universets
funktionelle
fundament
er tilsyneladende
uforanderligt –
i overskuelig tid –

Vi kan opdage
nye ting
nye kræfter
nye love
nye former for liv –
nye muligheder –

men vi kan ikke
ændre
fundamentet –

Åbenhed
Venlighed
Tolerance
Tålmodighed
Respekt
Det er det hele –

Åbenhed mod verden
Venlighed mod andre og dig selv
Tolerance over for andre og dig selv
Tålmodighed med andre og dig selv
Respekt for andre og dig selv
Det ér det hele –

Så længe mine øjne
kan se
det klare morgenlys –

så længe mine ører
kan høre
aftenvindens lette susen –

så længe min krop
kan føle
din nærhed –

vil jeg opleve
denne fantastiske verden –

indtil den eksploderende Sols gule flammehav
brænder øjets sidste stav

indtil stormens enorme brølen
sprænger mine trommehinder

indtil din vilde tjørn afsindigt
flår min hud –

vil jeg udforske
denne fantastiske verden –

og jeg vil nyde hvert sekund –

og når mit lys endeligt slukkes
vil selv den sidste flamme
smile –

Stilhed –
–
–
–
dyb –
–
stilhed –
–
–
–

Jeg har set
både fødsel og død
i øjnene
livets begyndelse
og livets slutning
i øjnene –

og intet af det
skræmte mig –
men det første
gav mig dyb glæde –
og det sidste
bragte dybt savn –

imellem
ved jeg nu
ligger fortsat
et vidunder
af liv –
og oplevelse –
og venter –

Lige ud ad landevejen digt:
Jeg har elsket
den samme kvinde
i niogtredive år –
jeg elsker hende
stadig –
hun er stadig
dejlig –
jeg kalder hende
Morgenlys –

Vi har fire
dejlige børn
sammen –
fire stjerner
i hvert sit
verdenshjørne –
men alle
på den samme
himmel –

Den ældste
har et barn,
mit barnebarn –
som lige nu
ikke kan sove,
men ligger her og griner,
eller roder i mit hår –

Jeg oplever
tænker over
og nyder
verden –

og kan ikke forestille mig
noget bedre
noget smukkere
mere lyrisk
mere poetisk
mere lykkeligt
end dette
liv –

Opgør:
Er alt dette –
så bare skabt
for at straffe os?

Er livet bare
en elendighed –
der hurtigst muligt
skal overstås?

Er regnskoven, bøgeskoven
birketræets lysegrønne blade
det tilbagevendende forår
fuglenes sang
de grønne frøer
roserne og liljerne
Himalaya
de 7 verdenshave
Solen
universet –
eller denne tusindfryd i græsset
kærligheden –
mellem mennesker –

er alt dette
kun skabt
for at plage os?
for at få os til at tænke på
død
frihed – i form af rædsel for opløsning
eksistentiel isolation
og meningsløshed?

Nej!
Jeg vælger –
og fordi jeg alligevel intet ved
hár jeg et valg –
om hvordan jeg vil
lade mig påvirke
af alt dette
liv –

jeg vælger oplevelsen –
selv midt i elendigheden
vælger jeg oplevelsen –
jeg tager glædestrålende
imod muligheden
denne enestående mulighed
for at opleve
universet
livet
skønheden
kærligheden –
varmen –
så længe jeg har den –
hvert eneste sekund –
sådan er min livsdrift –
og jeg nyder det! –

Når jeg søvnigt
rækker venstre arm over
og mærker
at du er her igen

bryder lyset
lidt varmere
gennem vinduets termo
min ven

Søgende –
er jeg beskueren –
der vil være en del af
billedet –

foretrækker at være
iagttageren  –
der gerne vil anerkendes
i familiens midtpunkt –
anonymt –

har det bedst med at være
opleveren –
der smelter sammen med
bliver et med
opløses i
landskabet –
verdensaltet, javel –
og især
rødhalsens
aftensang –

—

Søgende –
ud fra en fantastisk følelse af
at være en del
af noget voldsomt imponerende
stort!

at fornemme det –
stærkt –
men uden at være i stand til
at forklare det –
uden at være i stand til
at beskrive det –
men blot på denne måde
opleve det –

—

Finder det så alligevel
her og nu
i dette øjeblik
blot ved at se mig omkring
blot ved at bruge mine sanser
i dette øjeblik –
blot ved at være opmærksom
på dette øjeblik –
især ved at være opmærksom
på det uendeligt store
i det anonyme små –

Vinden
i mine øjne
får blinkhinderne til
at bryde sammen
og tårerne løber
ned ad kinderne –

men jeg ér lykkelig –
mens sneen smelter
er jeg lykkelig –
over igen at se
alting spire –
over igen at høre
alting gro –

Håbløst hensunken
hensat til afsoning
i en mørk vinter –
Pandoras æske –
fuld af
influenzamisk forkølelse –
i evindelig
uendelighed –

indtil en skillevæg
i dette overraskende
cosmos
lydløst glider til side
og du står der
lyslevende
med vintergækker
i håret
og erantis
på kinderne
og bygger
et forår
igen –

Jég
er ikke vigtig

kun min opgave i livet
tæller

kun min oplevelse af verden
tæller

derfor –
er jeg vigtig

Liv
er udvikling –

gener
kærlighed
og tænkning
er værktøjet

Erfaring:
Lidelse
er en uundgåelig
bivirkning
ved livet

i perioder
kan den dominere
totalt

men på længere sigt
må den aldrig
overskygge

det egentlige mål:

At opleve
livet
skønheden
og kærligheden!

Ah, så tag mig dog med i fjeldet en sensommerdag
og lad mig vandre vildt
hen over viddens grønne luv
hen over
blokmarkens månelandskab
ad gamle stier
gennem Skyvas passet
og lad mig meditere
til vandfaldets rislen
ned gennem dalen –
lad mig drikke elven,
dens iskolde krystalklare vand,
og spise to skiver knækbrød
med brun, kras  myseost,
lad mig koge grød
i et blikkrus
og efterfølgende lave kaffe
og vaske op
på den samme halve sprittablet,
lad mig i solnedgangen
fiske røde fjeldørreder
i søerne –
og den næste dag
stole blindt på en kompaskurs
håbe –
og bag efter igen
kravle i posen i mørket
veltilpas
og slumre ind
til vindens lette susen
i oversejlets dug –
efter en behagelig nat
vil jeg,
med fjeld og evig sne
som fantastisk bagtæppe,
nyde morgensolen –

Kort sagt:
Giv mig udsigt!

1. maj 2006

Find selv
dine steder –

lad ikke andre
vildlede dig –

bliv ved
med at lede

livet igennem –

vil der stadig
være steder at finde –

Hvis du savner
autoritet

hvis du hungrer
efter autoritet –

som sætter dagsordenen
for dig

som udstikker retningslinjer
for dit liv

som gør dit liv –
mere enkelt – overskueligt

som giver dig
noget at tro på

og ikke mindst
tryghed –

så vælg dog –
det, der ligger lige for –

se ud af vinduet en forårsdag
og tro – på det du ser

vælg at tro på
Naturen –

tro åbent, nysgerrigt
og kritisk –

vælg mennesket –
vælg det gode i mennesket

det er der jo –

vælg åbent, nysgerrigt
og kritisk –

og vælg det, der i snart 100 år
har givet os – et godt liv:

vælg demokratiet –

vælg det betingelsesløst –
med omtanke –

 vælg det åben og nysgerrig –
og kritisér det –

vælg ikke mindst –
verdenssamfundet –

vælg verdensdemokratiet
og tro på det –

tro på –
”En mindre skæv Verden” –

tro på den med åbenhed, nysgerrighed
og kritik – 

og bliv ved –
med at tro – på denne Verden –

tro med tålmodighed – med arbejdsomhed
og igen – tålmodighed –

kun sådan
kan vi udvikle os –

kun sådan –
kommer vi videre!

Glædelig 1. maj!

Hemmeligheden
er enkel:
Glem aldrig at leve
Glem aldrig at elske
Glem aldrig – hinanden!

The secret
is simple:
Never forget to live
Never forget to love
Never forget – each other!

Le secret
est simple:
Ne jamais oublies de vivre
Ne jamais oublies d’aimer
Ne jamais oublies – l’un l’autre!

Krigergrave
i Normandiet –

i tusindvis ligger de
side ved side –

unge mænd – drenge –
der gav deres liv –

for at jeg – og andre
kan leve frit –

jeg er dem
inderligt taknemmelig!

Dilemma: –

Kunne deres unge liv
have været sparret? –

Hvis nu – befolkninger
havde behandlet hinanden
og sig selv
med respekt
i tide –

hvis befolkninger venligt
havde hjulpet hinanden
og sig selv
i tide –

hvis befolkninger
havde stået på gaden
i hundredtusindvis
uden vold –
og sagt nej til krig
og diktatur –
sagt ja til fred
sagt ja til livet –
i tide –
som det senere skete
i Berlin –
i 1989 –
i tide –

hvis befolkninger
med omtanke
havde valgt
de rigtige politikere
i tide –

og hvis de rigtige politikere
havde valgt
de rigtige standpunkter
i tide –
og handlet
i tide –
i tide –

så: Ja!

Vi kán sige nej
til krig og ufred
hvis vi vil det –
i tide –

Mit hoved
er i dag
en engelsk have
kringelkroget
eventyrlig
og varm

Mit hoved er
i dag
en havn
hvor skibe lægger til
og søfolk –
trisser rundt
med lune

Mit hoved i dag
er et forår
hvor sneen smelter
og fuglene fløjter
mens erantis –
titter frem
som små
boblende
sole –

I denne
evigt evindelige
fimbul vinter –
perma frost –

hvor ulve
endnu engang
optræder utroværdigt hylende
i fårepels

hvor ulve
igen
går på jagt
med løgn og bedrag

hvor kynismens
iskrystaller tungt
undertvinger træernes
livbærende grene

hvor opblæst
uvenlighed
skaber ødelæggende
storme

unødvendige storme
der efterlader landet
øde –
formørket –

tomhed! –

pikker en følelse
på ruden –
lukker op
slipper ind –

i den tilbageværende
varme
tør viljen
styrken

modstanden vokser –

en efterfølgende
søgning –
viser spor af liv
i sneen

liv der overlever
denne arktiske kulde
på trods –
i trods –

liv der næres
af cognitioners
forunderlige vildskud
under sneen –

det sner
igen –
men sne smelter
og landet tør

hvis vi vil det –

Til Emil Nolde

 Al den kærlighed
du viste
i ”Frühling im Zimmer”,
Ada i morgenlys,
i 1904 –

og som du allerede
to år senere glemte
i et dæmonfyldt aftenlys –

genfandt jeg
fireogtres år efter –
i et andet værelse
hos en anden kvinde –
og glemte den aldrig siden

i et foreløbigt halvt liv
har den fyldt min eksistens
med glæde

og der er ingen dæmoner
i mit liv
pladsen er besat –
pladsen – er besat – !