Aller først skal jeg undfanges.
Det sørger mine forældre for.
Generne blandes,
og spillet kan gå i gang.
Så begynder opstigningen.
Tight rope!
Jeg holder krampagtigt fast,
hænger på,
udnytter ethvert fremspring,
enhver spalte.
Benene skal løfte,
armene blot
holde ved,
jeg sparker fra mig –
Jeg har søstre og brødre på vej
både før og efter,
men de klarer det ikke,
alle må slippe og falder,
bliver skyllet ud,
træk og slip –
Men ikke jeg,
jeg hænger på –
På et tidspunkt
i syvende måned
kniber det,
råddent fjeld! –
Min mor kommer til undsætning,
lægger sig vandret
i selen
i to måneder,
og redder mig.
Jeg presser mig selv til det yderste,
min mor skubber på,
og sammen klarer vi
lige præcis
det første udhæng –
hvor efter jeg
mister pusten,
glemmer at trække vejret,
og må bankes til live,
inden jeg endelig
kan se lys –
Omgivelserne
træder langsomt frem –
ret forvirrende –
alting står på hovedet
i begyndelsen –
Men centrum
i min nye verden
bliver hurtigt
min mors
lykkelige smil –
Min fars lykkelige smil
følger efter –
Stolte bedsteforældre kigger op.
Mostre, fastre, onkler, tanter.
Fætre og kusiner klatrer med
på vejen op.
Der er lagt an
til en god barndom!
På en li
et stykke oppe
slås jeg med en jævnaldrende
fætter, i mangel af
brødre –
Jeg slås også med
kammerater. Pander
en en med en skovl
i et angstfyldt
selvforsvar,
og er i det hele taget
et temmeligt
asocialt
enebarn –
Efter en del mareridt
når jeg op på
næste plateau,
skolen for livet,
frøken Jørgensen,
hr. Mikkelsen,
læring
og lussinger –
Jeg lærer efterhånden
at læse bjerget,
og det går op for mig,
at fjeldet gemmer
mange skæbner –
Enhver afvigelse
bliver helt naturligt
identificeret,
og medfører øjeblikkeligt
drilleri.
En pige med en medfødt
dårlig arm,
to piger der
af religiøse årsager
skal have skolefri
om lørdagen,
en dreng med eksem,
eller mig selv,
der bare er lidt stor –
Fattigdom kan der imod
ikke umiddelbart ses
og betyder ikke noget.
Vi besøger familien
i London en sommer,
og i byens centrum
oplever jeg
en mærkeligt udseende
gammel mand
i en tyk sort
vinterfrakke.
Han rækker venstre arm op
i en højt siddende
skraldespand,
mærker efter,
og finder resterne
af en vaffel
uden is,
som han øjeblikkeligt
konsumerer –
Jeg er tolv år,
iført shorts
og et nyindkøbt
håbløst engelsk slips,
samt en pose slik
fra Petticoat Lane,
og eget fotografiapparat,
nu med billeder
af Trafalger Square
med duer,
og Westminster Abbey,
checket, tror jeg nok.
Men glemmer
det hele,
mens det langsomt
går op for mig,
at denne mand
ikke bare er fattig,
men også hjemløs
og alene
i verden,
chokerende –
Samme år
taler Martin Luther King
for tohundredetusinde mennesker
i Washington,
og via fjernsyn også
for resten af verden,
for mig:
I have a dream! –
Hvorfór
må de ikke
gå i samme skole,
køre i samme bus,
sidde på samme bænk?
Mennesker
som mig,
blot med
en anden farve? –
Hverken værre eller bedre
end mig,
blot med
en anden farve? –
Samme år
bliver Kennedy
skudt,
og jeg fatter
det forfærdelige,
uden helt
at forstå det –
Verden åbner sig
således
mere og mere
jo højere
jeg kommer op,
jo mere udsyn
jeg får,
og jeg begynder
at forstå,
at denne verden,
åbenbart
er hamrende
uretfærdig
og forkert! –
Da doktor King
fem år senere
bliver skudt –
græder jeg
trøstesløs –
og endnu en Kennedy –
og det knuste
forår i Prag,
igen med mennesker,
der mister håbet –
Jeg er for ung
til at være 68’er,
men tilhører generationen,
der står og ser på,
og forsøger
at tage ved lære –
Samme år
møder jeg
kærligheden
endegyldigt,
og livet genopstår
af asken! –
Ryk frem
ryk op
og flyv over
det næste udhæng!
Jeg klatrer ikke mere
alene! –
Jeg samler viden,
mens jeg kravler videre,
og ser nu
bomber der falder,
skove der brænder,
mennesker der brænder,
napalm! –
En forsvarsløs mand
bliver skudt,
henrettet,
på åben gade! –
En nøgen kvinde
skriger afsindigt
af sanseløs
rædsel! –
Vietnam
i al din gru,
vi er vidner! –
Kan ikke mere
gemme os,
ikke mere lade
som ingenting.
TV har taget
vores uskyld! –
Skyerne
trækker sig sammen,
bliver kulsorte,
jeg kan intet se,
går i stå,
mister pusten,
er panikslagen angst
for at falde ned –
og må sparkes i gang,
før jeg endelig
genfinder lys –
og møjsommeligt
når op på
den næste
afsats –
Solidaritet!
Folket
over for pengenes
ublu og kyniske
magt,
og vi taler
vel at mærke
om mennesker,
der blot vil leve
i fred! –
David vinder
til sidst
og Goliat
humper hjemad
såret og
forsmået!
Og vi føler igen
stilfærdigt
at der trods alt
er nogen retfærdighed til. –
Og så føder vi
vores første barn!
Og det er vores tur
til at smile
lykkeligt! –
Solen skinner
og bjerget
fader ud
for en tid –
Hvorfor
denne evindelige
klatren,
kravlen,
kamp
for at komme op?
Aner det ikke,
jeg gør det bare,
men undrer mig også,
og begynder at bruge
øjnene –
kigger ned –
Sodoma! –
På min videre færd
op ad
dør Elvis
alt for tidligt,
har ikke kunnet styre
sit liv –
John Lennon
har endelig fundet ud af
at styre sit,
og bliver så skudt! –
Imagine –
Krigen er ovre,
hvis du vil det,
så giv dog den fred
en chance! –
Vi har i mellemtiden
født vores andet barn!
Og smiler
lykkeligt! –
Jeg er lidt langsom
i optrækket,
men aner ind imellem,
at der rent faktisk
ikke er grund til
ret meget andet,
end at være lykkelig –
Vi føder vores tredje barn,
og smiler lykkeligt! –
Hvor heldig kan man være?
Og vi føder vores fjerde barn,
og smiler lykkeligt! –
Og vi føler os
meget, meget
rige! –
Olof Palme
bliver skudt
en aften efter
en biograftur! –
Men det begynder
at gå op for mig,
at Sodoma
ikke
er endegyldig
ondskab,
men der imod
uforstand –
som i sandhed
ikke bør medføre
dødsstraf –
intet
bør medføre
dødsstraf! –
I 1990’erne
er det danske
demokrati
ikke perfekt,
men jeg tænker,
at der ikke eksisterer,
og når jeg kigger ned
ad bjerget,
eller i historiebøgerne,
heller aldrig har
eksisteret
noget sted,
jeg hellere ville være! –
Dette land,
hvor flest muligt
har det bedst muligt! –
Vi er ganske vist rige
på andres bekostning,
men tager dog visse
hensyn. –
Og vi kan
med stolthed
vise flaget
rundt omkring
i verden. –
Og så trænger Sodoma
sig på igen!
Smålig uforstand
og katastrofal leflen
for en ny
Goliat,
medfører at vi
bliver medskyldige
i flere hundred tusinde
irakeres død! –
Også jeg,
i demokratiets
skrøbelige navn! –
Hvad har disse
stakkels mennesker
gjort mod
vores land?
Intet,
absolut intet!
Udgør de
en reel trussel
mod det danske folk?
Overhovedet ikke! –
Yderligere
tiltager vi os ret
til at fornærme
hvem vi vil,
hvilket vil sige
de samme mennesker,
i ord og tegning,
i ytringsfrihedens
skrøbelige navn!
Også jeg,
igen
i demokratiets
skrøbelige navn! –
Når jeg ser ned
ad bjerget,
ser jeg
ødelæggelse! –
Vi ødelægger! –
Hele planeten
prøver vi på
at ødelægge! –
Intet mindre! –
Eve Of Destruction! –
Og så –
ændrer tingene sig
alligevel
på min færd op ad –
perspektivet
forandrer sig
langsomt –
Utroligt
at jeg skal
så højt op
før jeg opdager
Sodoma
i diminutiv,
lille
og ubetydelig –
mens
verden
breder sig ud
og fylder dalen,
vokser op
af bjergets sider,
overhaler mig
med morgenlysets
hast,
og i virkeligheden
har været der
hele tiden,
over alt,
dækker endog,
så vidt jeg nú kan se,
den mulige top,
jeg stiler mod –
–
I tankerne ser jeg
ned igen og
tager turen
en gang til –
Som sagt
klarer jeg
begyndelsen
med lidt hjælp.
Jeg har en tryg
og god barndom.
Jeg har to gode
forældre som
elsker mig,
og som er sammen
hele livet.
Jeg klatrer i træer
halvdags
i en god børnehave,
får læst gode historier
af rare frøkener,
Tante Grøn, tante Brun
og tante Lilla, indbundet –
Jeg lærer at
læse og forstå,
Guldlok og de tre bjørne,
i en god skole,
lærer at min egen
skygge
vender mod nord
klokken tolv,
og holder meget af
matematik,
bliver grebet af
fysik og kemi,
og ikke mindst
biologi –
Gregor Mendel! –
den samme skole
i ti år –
Jeg studerer lykkeligt
friluftsliv –
som spejder,
som lystfisker,
som fuglekigger,
på vandring,
i sommerhus –
i midtjyske bakker –
Og det bliver 1968,
og jeg møder
en vidunderlig pige! –
Som jeg her
toogfyrre år efter
stadig er sammen med! –
Og det bliver 1968,
og jeg begynder på gymnasiet! –
Og det bliver 1968,
og jeg vågner op,
starter på en frisk,
genfødes igen,
livet begynder
for alvor,
og hvem siger så
at reinkarnation
ikke eksisterer? –
Og det bliver 1968,
og livet nulstilles,
og mine tanker
begynder
langsomt
at rotere
og fungere
selvstændigt –
Og den græske filosofi,
kærlighed til visdom,
og cogito ergo sum
bliver til
experio ergo sum –
Og jeg skrotter
efterhånden
samtlige
religioner
som usammenhængende
splidskabende
skrøner,
bort set fra
nogle få
historiske facts,
og lidt anvendelig
etik,
og har det
godt
med det –
Bertelsen
i dansk
provokerer mig
tilstrækkeligt
i skriftlig henseende –
og matematikeren
begynder
i det hele taget
at fornemme
humanistiske
vibrationer –
J. P. Jacobsen –
Jeg flirter lidt
med universitas,
helheden i livet –
og ender
i fast forhold
med at blive
lærer,
lærer for livet –
bliver fascineret
af psykologi –
får fede jobs,
tjener gode penge,
oplever livet igennem
stort set aldrig
at være uden arbejde –
Er nu,
her over trægrænsen,
far til fire! –
morfar til to! –
Fantastisk! –
Har her
nioghalvtreds år senere
aldrig oplevet krig
på kroppen –
Og heller ikke
død eller ulykke
på kroppen,
hverken personligt,
eller familiemæssigt
på kroppen,
ud over
hvad der
i almindelighed
kan forventes
af livet
med alderen –
Alvorlig sygdom
nok,
men vi overlevede
hver gang! –
Jeg lever stadig
lykkeligt! –
Og det er i det hele taget,
når jeg nu tænker
nærmere over det,
fantastisk svært
at finde noget
at klage over! –
–
Jeg holder pause,
og solen skinner,
mens Hugin og Munin
bereder vejen
for kongens flugt,
ørnens ene øje
efterfølgende
elegant flyvende
hen over hovedet –
og jeg drikker vand
af en klar kilde,
der løber ned
ad bjergets side –
Livet udvikler sig
Darwinistisk,
det har jeg aldrig
været i tvivl om;
det passer med alt,
hvad jeg
har iagttaget,
men –
hvad i alverden
får dette vand
her på bjergets side,
i al sin rislende
klarhed,
til at
løbe nedad? –
Tyngdekraften,
fjols!
Ja, det er selvfølgelig
logik –
Men hvor kommer
denne logik
egentlig fra? –
Kunne man ikke,
med blot en smule
vanvid,
forestille sig
en anden logik –
hvor vandet løber
op ad,
eller til siden? –
Og i så tilfælde:
Hvilken
bevidsthed
har da valgt
netop denne
vores oplevede
nedad løbende
logiske
sammenhæng? –
Hvilken
bevidsthed? –
–
Et hjørne
en flig
af sløret,
af tågen
over
bjerget
løftes
og bøjes
en anelse
til side –
Jeg sætter mig
en anelse
svimmel –
det må være
den rene skære
bjergluft –
tænker jeg –
og glider over i
indre
stilhed –
–
og mens alfa
bølgerne flyder –
får jeg et billede frem
af dette bjerg –
og dets enorme
soliditet –
tidløshed –
ro –
og jeg synker ind i,
bliver et med,
krybepil,
mos og lav,
de stillestående
sortvandede
søer
med rødmavede
fjeldørreder –
blokmarken,
bjerget –
–
mens den nedadgående
sol
belyser
det fantastiske
landskab,
den fantastiske
verden –
som jeg,
med bevidsthed,
er så ufattelig
heldig
at få lov til
at opleve –
taknemmelighed
over livet! –
Og jeg mener ikke kun
mit eget
gode liv,
eller menneskeheden,
eller Serengetisletten,
eller Ngorongoro krateret,
eller den sydamerikanske
jungle
og hvad vi ellers ser
i TV –
men hele den
ganske almindelige
verden –
som jeg oplever
hver eneste
dag –
Grundfjeldets granit
som bærer den
mineralogiske
sammensætning
af sand og ler,
jern og aluminium
dansende med ilt i
tetraedre og oktaedre,
der kvælder eller skrumper
efter flygtige lavtryks
forgodtbefindende –
og øverst
formuldende humus,
der i øjeblikket
er dækket
af sne,
men som lige om lidt
fremtræder
først vissen,
så brun,
og derefter
eksplosivt grøn –
forår –
sol og varme –
mælkebøttetid –
fuglesang –
lysegrønne bøgeblade –
majgøgeurt,
engelsk græs
på strandengen,
vild kørveltid
cikorietid
slangeurttid
vild pastinaktid,
enge fulde af
smørgule ranunkler –
engnellikerod
med kinesiske lygter,
febernellikerod,
blodrod,
gul snerre,
duft og farver,
lyng og honning,
træer! –
Dagpragtstjerne,
aftenpragtstjerne,
pragtfuldt! –
eller stor nælde med
nældens takvinge,
varme orange, gule og brune
farver, som det vævede bånd
på min mors mandolin! –
Agertidsler
med tidselsommerfugle,
der trækker tre tusinde
kilometer! –
Dagpåfugleøje –
Fugle –
der flyver, løber eller dykker,
lunder på Island
suler i Norge,
vandstær på is
ved Ørnbjerg Mølle –
eller stillids
i rødt og gult,
hvidt og sort
og brunt,
silkehaler,
eller biædere og
blå ellekrager
i Tyrkiet,
tejster i Irland –
flotte farver
javel,
men også
at få lov til
at studere
de grå gæs
i Vestjylland
og skovspurvens
familieliv
i baghaven –
berusende! –
Fugle væver sløret
over og omkring
bjerget
med usynlige tråde,
igen,
og igen –
Mågerne især
binder verdener sammen
i flugt og kromatik –
hjemlige sølvmåger,
svartbag,
larus fuscus,
og hvide rider –
store sortryggede
på New Zealand
og rødnæbbede perlegrå
i Duneden –
gråmåger i Thule –
og gråvingede
i Seattle –
mågerne er,
som kosmopolitter,
himmelvævere
af første grad! –
–
Og det er dette slør,
der næsten umærkeligt
i nordlysets stilhed,
mens Clare de lune
breder sig ud
over dalen,
glider en anelse
til side –
og bag stjernerne
åbenbarer
et enkelt,
simpelt
spørgsmål:
Hvad
i alverden
har bestemt,
at vandet
i al sin
rislende
klarhed
skal løbe
nedad? –
