A Yuletide Story For The Whole Year
Forord:
”Festtid” er en lille fortælling, der forsøger at skitsere, hvordan en eksistentiel livsglæde året rundt, livet igennem kan etableres uden indblanding fra religiøse eller politiske forestillinger.
Den arbejder ud fra et ganske enkelt formål om, at flest mulige mennesker skal have det bedst muligt og sammen opleve mest muligt af den Verden og det Liv, vi har været så fantastisk heldige at blive en del af.
Den bygger på gode, gamle traditioner, som jeg og mange andre holder af. Den bygger på nutidens viden og det moderne. Og den bygger på mine ideer om en fremtidig opbygning af nye traditioner.
Det er Jul på Violvej, og jeg er absolut en sentimental gammel bedstefar, især da når mine tre dejlige børnebørn er på besøg.
Det er julemorgen, og de voksne sover stadig.
Ude på trappen brænder den elektriske julelyskæde. Den spejler sig i glasset i lågen på bedstemors skab med de smukke strikkerier, så der bliver dobbelt så mange ”stjerner” på den lille kunstige himmel.
Under stjernerne, under trappen, ved siden af skabet er der en lille hule, med mit polske lammeskind lagt op over en pølle. En pude er der også til at hvile hovedet på, og ved indgangen sidder en rar julenisse i strømpesokker. På CD afspilleren ligger fortællingen om Klatremus og Dyrene i Hakkebakkeskoven klar. Legetøjet, der flyder rundt omkring, fortæller, at der er liv i huset. Man kan hygge sig her, kan man!
Inde i stuen er der pyntet op. I vindueskarmen er der flere nisser. I den ene ende sidder de tre gamle nisser fra min mors tid. Ved siden af står Julehuset med en mængde små elektriske lys, der hele tiden skifter farve. Huset gør det ud for den traditionelle nisselandsby med vat-sne, og er rigtig hyggeligt.
I den anden ende af vindueskarmen står den nye svenske nisse med opretstående nissehue med knæk i toppen efter årets svenske nissemode. Den har en lygte i den ene hånd og en julepakke i den anden. Den står ved siden af mine forældres gamle messing-malm-lysestager, der synger meget fint, når man støder dem sammen.
I midten står julenissens sorte træsko i brændt ler, som ungernes tipoldefar, der var pottemager, har lavet.
I midten står også min polske keramikhest og ser lidt søvnig – eller måske snarere tænksom – ud, som om den stod i en dampende hestestald, og lige var blevet færdig med et dejligt måltid havre.
Oven over det hele, øverst i vinduet, svæver røde glaskugler og små gyldne uroer.
Der er selvfølgelig flotte røde julestjerner i stuen, men også et par knaldrøde begonier, og ved siden af dørhullet ud til trappen står en kæmpestor opstammet hvid julestjerne, i en gammel fin lerpotte med solsikkemønster på siden. Gartnerne giver os mange glæder!
I vindueshullet ud til gangen står endnu et par gamle messingstager med lys i. Alle stearinlysene er tændte, også den sidste rest af kalenderlyset og julekransens fire lys. Det er dejligt hyggeligt med alle de lys, selv om vi godt ved at de forurener vores næser, så jeg er opmærksom på, om der engang kommer nogle pæne nogen med batterier. Men lige nu, får det være som det er.
Endelig er der – Juletræet!
Det er nu tre-og-tressens-tyvende gang, jeg oplever juletræet, og jeg glæder mig som et lille barn hver gang.
Vi har i mange år selv fældet juletræet ude på oldefars gamle bondegård, men træerne er nu blevet for store, så i år måtte vi købe et. Lige meget – flot, det er det! Det er en ædelgran, som er smukt mørkegrøn med lyse skygger på de krumme grannåles undersider, og som holder længere uden at drysse. Det står i en grøn og rød juletræsfod midt på bedstemors fine gamle patchwork juletræstæppe med hvide og røde stearinpletter fra alle årene.
Træet er pyntet med en hvid stjerne øverst. Den er et symbol på den flotte vinter-natte-himmel, med Nordstjernen, Karlsvognen og Cassiopeia, og, når vi kigger lige lodret op, selveste Mælkevejen. Jævnt fordelt over det hele hænger de gamle grønne lyseholdere, med en fjeder øverst til at sætte lyset i og en blykugle nederst til at afbalancere med, så lyset hænger lige og brænder lige. Jeg har her til morgen sat nye hvide lys i efter julefesten i aftes. Glaskugler med en meget tynd skal og spejl-blanke røde og gyldne farver hænger over det hele. Kræmmerhuse og flettede hjerter med pebernødder i er der også, og bedstemors fine syede rød- og hvidstribede ”hold-kæft-bolcher” er hængt på grenene inden flag-guirlanderne er sat uden på til sidst. Det var flot i aftes med alle lysene tændte!
Så mangler vi vist kun lugtene: Juletræet dufter naturligvis dejligt af gran i hele stuen. Ellers kommer den mest gennemtrængende lugt her dagen efter fra bedstemors formidable andesteg. Skrogene står pakket ind i stanniol i bradepanden, som er sat uden for på terrassebordet i frostvejret. De er klar til at blive pillet til julefrokosten om nogle timer, men lugten hænger stadig behageligt i stuen. Så er der duften fra min friskbryggede kaffe af Peter Larsens uforlignelige økologiske bønner. De brunede kartofler og bedstemors hjemmelavede rødkål er der også. Og endelig begynder mit store hjulformede julebrød i ovnen at dufte ualmindeligt behageligt; det skal senere have rødt bånd med sløjfe på. Dåsen med mine hjemmebagte brune kager står på morgenbordet, så nelliker og allehånde finder også vej til næsen. En pilfinger brænder grannåle af i kalenderlysets flamme for lige som at fuldende julens duftbillede.
Uden for i haven er der sne over det hele. Det er igen blevet en hvid jul. Det er flot at se på, men det betyder også at fuglene ikke kan finde mad og sulter; så vi fodrer dem på det foderbræt, Asger og jeg skruede sammen for nogle år siden. Solsikkefrø og hampfrø rummer en masse fedt, som fuglene rigtig godt kan bruge at overleve på. Der er tromle-tykke solsorte derude, der puster fjerdragten op for at holde på varmen, og musvitter, blåmejser, skovspurve, grønirisker og gulspurve. Vi har sat et havreneg op på blommetræet, som især gulspurvene er glade for. Ind imellem kommer et par flotte røde, grå og sorte dompapper også på besøg. Og der – kommer spurvehøgen drønende efter en skovspurv, som lige akkurat når at gemme sig i tjørnehækken. Det er klart, at når småfuglene samles omkring maden, så er høgen der også; den vil jo også overleve.
Rundt om spisebordet sidder vi fire børn – nå, ja, så tre børn da, og så mig, en gammel bedstefar, der gerne går i barndom.
Asger er blevet ni år her i efteråret. Han går i skole og kan alting. Han er rødhåret lige som sin far og er IT ekspert. ”Nintendo”, ”Store Nørd”, ”Wii” har han kunnet i årevis, og han er for længst gået i gang med de store og svære spil, og så er han også ved at lære selv at lave spil. Lektierne bliver selvfølgelig lavet på computeren, og at læse, skrive og tegne går som en leg. Regnestykkerne? Ja – dem laver han da bare i et regneark, ingen problemer i det. Han er en rigtig dejlig og fornuftig dreng, der gerne vil vide alt muligt og stiller tusind gode spørgsmål, og så er han samtidig en stor og stærk krudtkarl med masser af energi, som helst skal brændes af flere gange om dagen. Han går til karate to gange om ugen, ikke for at lære at slås eller slå mursten i stykker, men for at lære selv-disciplin, og lære at bruge sin styrke rigtigt, og så naturligvis fordi det er sjovt. Det med alle spørgsmålene vender vi tilbage til.
Filippa fyldte fire år i sommer. Hun er et andet af vores mange mirakler. Hun kom eksplosivt til verden, som en anden Ronja Røverdatter, og har siden været fuld af krudt, lige som sin storebror. Vi voksne var i tvivl om, hun nu kunne det ene og det andet og det tredje, men det skulle hun heldigvis nok selv bestemme, så hun drøner omkring med lyse krøller, hvis hun da ikke slås med storebror om computeren. Forældrene er så småt ved at indse, at hun bliver nødt til at få sin egen ”laptop”, så hun kan ”sejle” til Olines ø i fred og ro. Hendes største fornøjelse er ellers når Asger gider lave Wii sammen med hende, det vil sige fysisk aktivitet, computer og storebror på en gang, så bliver det ikke bedre!
Carl kom til verden for to år siden. Han er familietraditionen tro også en krudtkarl, der for længst er holdt op med at kravle, og i stedet går, løber og klatrer rundt i hele huset. Som sin far lærte han naturligvis at gå før han rigtigt kunne kravle, det kan kun gå for langsomt! Lige nu sidder han i den høje stol og forbedrer julepynten i en del af stuen med havregryn, mælk og rosiner ud over det hele. Han bor i København tæt på fætter Asger og kusine Filippa, så de hygger sig tit sammen; det er godt med en god familie.
Nu sidder vi så her omkring bordet, alle vi fire – øh, nå ja, tre børn og så mig, og spiser havregryn. Om lidt skal vi smage julebrødet med smør og honning – mine biers hjemmelavede honning, og drikke lun chokolademælk til. Julegaverne har allerede fået en ordentlig tur her til morgen, så der er faldet lidt ro på gemytterne.
Asger er lige blevet færdig med en kæmpe portion. Han klør sig lidt eftertænksomt på næsen og spørger så: ”Morfar, hvorfor hedder det egentlig jul?”
Jeg klør mig lidt eftertænksomt på næsen, og svarer så: ”Jo, ser du, ”jul” er et gammelt, gammelt ord, som i forskellige udgaver kendes over det meste af Europa. Det betyder ganske enkelt festtid eller at holde fest. Hvis man tænker over selve ordet ”festtid”, så må det være en fest, der varer mere end en dag, og du ved jo også, at vores julefest varer mindst tre dage. Hvis vi tager forberedelserne med, så varer den faktisk en hel måned, og hvis vi tager det at glæde sig til julen med, så varer festen mindst to måneder. De gamle vikinger for mere end tusind år siden holdt også jul og festede vist nok fra midt i november til midt i januar, og det er jo også to måneder.”
Asger kigger tænksomt ind i kalenderlysets flamme, og spørger: ”Men, hvorfor fejrer vi lige i december? Var det ikke smartere at gøre det om sommeren, når det er lyst og varmt, og vi kan være ude? Og hvad er det egentlig vi fejrer?”.
Det må jeg lige tænke lidt over – inden jeg svarer: ”Vikingerne var jo landbrugere, så vidt vi ved, og jeg kan forestille mig, at de havde rigeligt at se til forår, sommer og efterår med at passe markerne og dyrene, så og høste korn, samle planter og bær, gå på jagt, lave redskaber. Alting skulle de lave selv, og så sejlede de også en del i deres fantastiske skibe, dem du har set nogle af på museet i Roskilde.
Men om vinteren, hvor markerne sneede til og dyrene måtte ind i stalden for ikke at fryse ihjel. Vandet på både søerne og havet frøs til is, så skibene måtte trækkes på land. Og menneskene pakkede sig ind i pels og tyk uld og krøb sammen omkring ildstedet inde i huset for at holde varmen. Om vinteren, hvor det ikke bare blev koldt, men også mørkt, fordi Solen kun var oppe nogle få timer hver dag. Om vinteren, i de koldeste og mørkeste måneder, som jo netop er november, december og januar – der havde vikingerne næsten ikke andet at lave, end at krybe sammen ved varmen, spise den mad, de havde samlet sammen i løbet af sommeren, og så ellers – vente – vente – vente – på at foråret og varmen kom igen. Så de havde altså rigtig god tid.
Med al den tid til overs, så kunne de jo sidde i mørket og være kede af det, og bare vente utålmodigt i flere måneder.
Men de kunne jo også vælge at have det sjovt! De kunne jo lige så godt vælge at have det sjovt! Og det gjorde de åbenbart. De valgte åbenbart at den værste og mest vanskelige tid på hele året skulle være en festtid. I de to værste, koldeste og mørkeste måneder, fra midt i november til midt i januar, der holdt de jul – festtid – så vidt vi ved. Og det var jo nok også der, de havde mest brug for en fest.
Hvad festede de så for? Hvad fejrede de?
Ja, måske festede de for håbet om, at foråret og varmen snart ville komme igen? Måske fejrede de, at nu kunne det ikke blive værre med al den kulde, nu kunne det kun blive bedre?
Måske fejrede de, at netop i de mørkeste og koldeste dage i hele året begynder Solen at vende tilbage, det vi med et gammelt ord kalder for Vinter-sol-hverv?
Har du tænkt på, at nu er det jo vinter; om nogle måneder så bliver det forår, og så bliver det sommer, og efterår, og vinter igen, og – så bliver det forår, og sommer, og efterår, og vinter igen, og sådan bliver det ved. Det kører rundt og rundt lige som et hjul med h. Det kører rundt, fordi Jorden flyver rundt i ring omkring Solen, og en tur tager lige præcis et år eller 365 dage (plus en kvart dag, fordi vi jo har en ekstra skuddag hvert fjerde år, ved du nok). Derfor er der også nogle, der mener at ordet jul og ordet hjul med h er det samme.
Det er måske også derfor, at vi stadigvæk i dag er så glade for runde kranse til jul: Vi laver en julekrans med fire lys i hvert år for at glæde os til festen de sidste fire søndage inden jul. Vi hænger en grankrans uden på husets fordør, så andre mennesker kan se, at her fejrer vi julen. Jeg bager mit runde kransformede julebrød med havregryn og rød sløjfe første juledag. Og, som vi plejer, dansede vi rundt i ring om juletræet i aftes.
Vi fejrer nok også både julen og hjulet, fejrer at det om nogle måneder bliver forår og sommer igen, fejrer at blomsterne og træerne kommer til at springe ud igen, fejrer at fuglene kommer til at synge igen og så videre.
Så synes jeg også, at vi fejrer, at på trods af kulden og mørket uden for, så kan vi sidde her og have det godt og varmt, få noget godt at spise og drikke, få jule-slik, og – få julegaver!
Og – så kan vi fejre, at vi har hinanden i familien, at vi har det godt sammen, at vi kan lide hinanden og er gode venner, og – at vi er raske!
Vi kan fejre, at vi lever og har det godt alle sammen.
Vi kan fejre livet!”.
Den tygger Asger lidt på. Han sidder stille og kigger så igen længe ind i kalender-lys-flammen, inden han spørger: ”Morfar – hvorfor er vi her egentlig?”.
”Tænker du sådan, hvorfor er vi her på Jorden?”, spørger jeg.
”Ja”, svarer han.
Av, den var værre. Den bliver jég nødt til at tygge lidt på. Nu bliver jeg også nødt til at stirre ind i kalender-lys-flammen. Ja, jeg bliver oven i købet lige nødt til at brænde en to tre grannåle af, inden jeg svarer: ”Når du kigger ud i haven, synes du så ikke, det er flot der ude?”.
”Joh”, siger Asger.
”Når vi går tur ved stranden eller i skoven, er det så ikke flot at se på alt sammen?”.
”Joh”, samtygger Asger.
”Jeg tænker,” siger jeg, ”at verden er rigtig, rigtig fantastisk flot, og – at vi er her for at se den, opleve den og nyde den, og se hvad den kan udvikle sig til. Vi er her for at opleve alt det fantastiske, der er i verden og opleve alt det fantastiske, der sker omkring os.
Prøv at tænke på i går formiddags: Vi kiggede ud i haven, Solen skinnede og himlen var klar, men der var ingen måger at se nogen steder. Så smed vi nogle skiver gammelt tørt franskbrød ud i sneen, og ti minutter senere kom der pludselig tredve flotte og sultne sølvmåger og hættemåger flyvende ud af den blå luft. De spiste hurtigt al brødet og forsvandt igen – ud i den blå luft. Det virkede som rent trylleri, men det var rigtig nok. Sådan noget kan naturen.
Jeg tænker, at vi er her for at opleve verden, og jo mere vi lægger mærke til, jo mere spændende bliver det alt sammen.”
”Men der sker jo også mange grimme ting i verden. Nogle steder er der krig. Hvordan kan det være?”, spørger Asger.
”Du har fortalt mig,” siger jeg, ”at somme tider bliver du sur på en af klasse-kammeraterne i skolen, og så kommer I måske lidt op at slås, er det ikke rigtigt?”.
”Joh, det er rigtig nok.”
”Du ved garanteret, at voksne også kan blive sure på hinanden, og nogle gange kan de faktisk også komme at slås. Det er jo ikke så godt, og det er også forbudt, så voksne, der slår på hinanden, kommer tit for en dommer og ender i fængsel.
Men forskellige lande kan også blive sure på hinanden, eller som det hedder på voksensprog: ”blive alvorligt uenige om noget”. For eksempel var Danmark og Sverige en gang meget uenige om, hvem der ejede en lille bitte ø i havet mellem de to lande. Når sådan noget sker, så snakker landene sammen om at finde en løsning, og som regel bliver de enige. Det blev Danmark og Sverige heldigvis.
Hvis de over hovedet ikke kan blive enige, så har vi mennesker en international domstol, det vil sige nogle dommere for hele verden, som kan afgøre, hvem der har ret.
En sjælden gang imellem er et skurkagtigt land lige glad med alting, og overfalder et andet land, for eksempel for at stjæle et område med olie i jorden. Det betyder at der bliver krig, og at soldater kommer op at slås, og det er meget alvorligt, for de slår hinanden ihjel, og de slår også en masse andre mennesker ihjel, med alle deres skydevåben og bomber. Det er noget forfærdeligt noget, som man godt kan være rigtig, rigtig bange for skal ske, også i Danmark for eksempel. Men, hvis du bliver bange for krig, så skal du bare huske på, at din morfar har levet i snart tre-og-tressens-tyve år, og jeg har aldrig oplevet krig. Det er heldigvis noget, der ikke sker ret tit. Dine oldeforældre oplevede det for næsten halvfjerds år siden, men de overlevede heldigvis alle sammen.
Det er vigtigt at holde fast i, at selv om der også sker noget skidt, så er Verden et enormt flot sted at leve i, som giver os dejlige oplevelser hver eneste dag.”
Asger kigger ud af vinduet. Solen skinner dejligt. Ude i hegnet pister en gærdesmutte rundt med halen lige i vejret. På foderbrættet er familien skovspurv ved at æde julemad, indtil en fed ringdue kommer væltende ind i det lille hus og fylder det hele. Musvitterne hænger i fedtkuglerne, og en rødhals ser stille og roligt til.
Filippa har siddet lige så stille og lyttet, men nu keder hun sig lidt over al den snak, og lister ind og ser tegnefilm.
Carl har efterhånden ikke mere ”julepynt”. Han har spist det meste af sine havregryn, resten ligger på gulvet og venter på, at Kahlua vågner. Kahlua er min yngste datters hund, og vores ”fjerde barnebarn”.
”Morfar – hvis jul betyder festtid, hvad så med alle de andre fester vi holder, for eksempel om sommeren?”
”Ja, det er rigtigt at vi holder fester hele året, og når jeg nu tænker over det, så har de jo alle sammen noget med jul at gøre, det vil sige at vi fejrer at noget sker igen og at vi glæder os over livet, men det er altså kun solhvervsfesten vi kalder Jul.
Vi kan jo lige frem lave en hel fest-kalender:
Den 24. december fejrer vi juleaften eller Solhverv sammen med familien.
Egentlig er det solhverv med årets korteste dag den 21. eller 22. december, men fra gamle dage har det altid været den 24., så det er blevet en tradition.
Inden jul glæder vi os rigtig meget til at Solen og varmen kommer igen, så allerede sidst i november laver vi en julekrans med fire lys i, til at hygge med de sidste fire weekender inden juleaften.
Så laver vi også en juledekoration med et kalenderlys med tallene fra 1 til 24 på, som vi kan tænde hver dag fra første december til juleaften, når vi holder mørkning og hygger os efter skoletid og arbejdstid. Hjemme hos jer læser far eller mor et afsnit i ”Ritas Jul”. Du og Filippa får en pakkekalender, og der er julekalender i fjernsynet.
I løbet af december pynter vi også op over hele huset med lys og glaskugler og gran og appelsiner med nelliker i, så det dufter dejligt. Og så finder vi nisserne frem.”
”Ja, hvor kommer nisserne egentlig fra?” spørger Asger.
”Vores nisser er jo små søde dukker med tøj i fine farver og så især den røde nissehue. Vi har dem fordi det er en sjov og hyggelig tradition, og så pynter de røde farver. Men i gamle dage troede man faktisk på, at nisserne eksisterede rigtigt. På gårdene mente man, at de boede sammen med katten oppe på høloftet, og passede på dyrene i stalden. Juleaften satte man en skål risengrød med smørklat og kanelsukker op til dem, og den blev skam spist, men – det var nu nok katten. Nissernes tøj minder i øvrigt meget om folke-dragterne på landet i gamle dage. Vi tror jo ikke på nisser i dag, men somme tider ser jeg nogle meget små og lidt pudsigt udseende mennesker på gaden, og så tænker jeg på, at i gamle dage fik mennesker ikke altid nok at spise, og de fik også for lidt vitaminer, så de voksede ikke altid så meget. Måske har sådan nogle små mennesker været med til at skabe myterne om nisserne? Og så minder de os i øvrigt om, at mennesker er forskellige, og at der skal være plads til os alle sammen. Samt at vi skal hjælpe så godt vi kan, når vi møder mennesker, der er i nød.
Nå men, Juleaften får vi god mad, andesteg og ris-á-la-mande. Vi tænder lysene på juletræet, synger nogle gode julesange, får julegaver og spiser juleslik til maven næsten revner. Og så fester vi videre og hygger os sammen både første og anden juledag, hvor vi spiser julefrokost, går en lang tur, spiller spil og ser gode film i fjernsynet.
Juleaften synger vi:
Juletræet med sin pynt
Solhvervssang / Vor Sol er bleven kold
Højt fra træets grønne top
Nu har vi altså jul igen
På loftet sidder nissen med sin julegrød
Den 31. december holder vi Nytårsaften sammen med vennerne for at fejre, at et nyt år begynder.
Det kunne vi jo egentlig lige så godt fejre juleaften, men vi har nu engang for flere hundrede år siden lavet en kalender, der starter med første januar en uge efter jul, og den holder vi fast i. Og så får vi jo også en fest sammen med vennerne, hvor vi kan lave noget skæg og ballade og skyde lidt fyrværkeri af. Kalenderen er jo i øvrigt også et ”hjul”, der kører rundt, med 365 dage om året.
Midt i februar holder vi vinterferie.
Jeg ved ikke, om vi lige fejrer noget, men det er jo altid dejligt at have fri.
I februar synger vi:
Sneflokke kommer vrimlende
Den første uge i april holder vi Æggeferie, hvor vi fejrer at vinteren er forbi og at hønsene er begyndt at lægge æg igen.
De første små gule kyllinger er måske kommet ud af æggene og pipper rundt i solskinnet.
Vi fejrer det ved at koge nogle æg meget længe, så de bliver hårde. Så maler vi dem i alle mulige farver og mønstre. Eller vi koger dem sammen med nogle løgskaller, så de bliver brune og gule på en sjov måde. Bag efter går vi ud til en stor bakke og triller æggene ned ad skråningerne, og ser, hvis æg, der kan trille længst uden at gå i stykker.
Vi prikker også forsigtigt hul i begge ender på nogle æg, og puster blommen og hviden ud. Så maler vi dem og hænger dem op på en gren, som vi stiller i en vase sammen med forårsliljer som pynt i stuen.
Og så spiser vi store chokoladeæg. Tidligt på året, når de første vintergækker blomstrer, klipper du jo fine gækkebreve og sender dem med en vintergæk til mormor og mig, eller til farmor og farfar. I brevet står dit navn med prikker, og så skal vi gætte, hvem det er fra. Så står der også et lille vers, for eksempel:
En vintergæk
en sommernar
en fugl foruden vinger
en lille ven
som har dig kær
en kærlig hilsen bringer.
og
Mit navn det står med prikker
pas på det ikke stikker!
Kan vi ikke i løbet af en uge gætte, hvem det er fra, så må vi af med et chokoladeæg. Er det ikke rigtigt?”
”Jo, jo” siger Asger.
”I gamle dage, da jeg var barn, var æggeferien også det tidspunkt, hvor vi lukkede vores sommerhus op efter vinteren, for nu var vinteren endelig forbi og Solen kommet igen. Men – der var nu et år, hvor jeg var tre år ældre end du er nu, hvor vi stod på ski i æggeferien, fordi vinteren bare blev ved og ved.
Den 1. maj fejrer vi, at foråret er vendt tilbage.
Jeg kalder denne dag for Naturens Fødselsdag.
Alt det, vi drømmer om når det er jul og koldt og mørkt, og vi tænker: ”Kommer Solen og varmen ikke snart igen?”. Alt det sker omkring første maj:
Bøgetræerne springer ud, det vil sige at de fine lysegrønne blade dukker frem af grenenes brune knopper og folder sig ud, så de med energi fra Solen kan lave sukker til træerne. Bladene er dejlige at se på, og så kan de spises og smager oven i købet godt, i hvert fald så længe de er nye. Birketræerne er også sprunget ud. Har du nogen sinde prøvet at se, hvor flot Solen skinner gennem birketræernes nye blade?
Og så er der alle forårsblomsterne. Vintergækkerne kom frem så snart der blev huller i sneen. Da det blev lidt varmere kom også krokus og erantiser, så kom de gule forårsliljer, og nu, i maj, blomstrer et helt hav af mælkebøtter, så mine bier farter frem og tilbage og laver en masse honning.
Fuglene ved du jo at jeg holder meget af, og den første maj er musvitternes unger for længst begyndt at larme i redekasserne ude i haven og skrige på mad, mad, mad – så de stakkels forældre må drøne rundt og finde larver hele dagen lang. Blåmejserne er også godt i gang med at yngle, og gransangerne er lige begyndt at synge ”tjif, tjaf, tjif, tjaf”. Og så fløjter solsortene dejlig, dejlig aftensang!
Men den første maj fejrer vi også menneskene, og vi fejrer ”solidaritet” mellem menneskene. Solidaritet betyder sammenhold, og det vil sige, at vi mennesker, over hele Jorden, holder sammen og passer rigtig godt på hinanden, og hjælper hinanden.
Det fejrer vi første maj ved at stå tidligt op og mødes i Kultur-Huset til morgenmad. Vi har også flag eller faner med, og så er der nogen, der holder taler. Bag efter hygger vi os sammen.
Om eftermiddagen går vi en rigtig lang tur i naturen, for eksempel i Mols Bjerge, hvor du har været med flere gange. Vi går for at se alt det nye i foråret, for at høre fuglene synge, og for at mærke vinden og solens varme mod kinderne. Måske lægger vi os i græsset og triller ned ad Tre Høje.
På vejen hjem stopper vi op i byen, for at se majstangen med de tre fine kranse og kulørte bånd blive rejst. Der er også altid folkedansere i fine dragter.
Bag efter kommer vi hjem og får noget varmt at drikke, for foråret er som regel stadig lidt køligt.
Om aftenen sidder vi på terrassen og griller for første gang i haven.
Jeg holder rigtig meget af første maj, hvor alting ligesom begynder igen.
1. maj synger vi:
Kom maj du søde milde
Solsang / Nu hælder Europa mod Sol igen
Kringsatt av fjender
Nu grønnes vårens første træ’r
Den 5. juni fejrer vi Grundlovens og demokratiets fødselsdag.
Du ved jo nok, at vores demokrati, hvor vi selv bestemmer og vælger hvem, der skal lede vores land, er årsagen til, at vi alle sammen har det så godt. Det glæder vi os over hele tiden og fejrer det specielt på denne dag hvert år.
Grundloven er vores første lov, som danner grundlag for alle de andre love, der bestemmer, hvordan vi skal leve sammen på en god måde, så alle kan have det godt.”
”Hvorfor fejrer vi den? Har det ikke bare altid været sådan?” spørger Asger.
”Nej, det er jo lige netop det, det ikke har” siger jeg, ”Grundloven og demokratiet er ikke ret gammelt. Det startede i 1849, men først i 1915, for ikke engang hundrede år siden, fik alle voksne ret til at være med til at bestemme i Danmark.
Før den første grundlov var det kongen, der bestemte – helt alene. Det kunne selvfølgelig være meget godt, hvis det nu var en god konge, der tænkte godt om og lige meget på alle mennesker, men sådan var det bare ikke. Kongen var jo et menneske lige som alle andre, og du ved godt at vi mennesker ikke altid opfører os lige godt. Vi kan for eksempel godt blive lidt sure en gang imellem, og lave noget, der er meget uretfærdigt. Sådan var det også med kongen. Som regel var han mest interesseret i at hjælpe dem, han kendte, og det var som regel de rige mennesker. At der i Danmark var rigtig mange fattige mennesker, der var ved at dø af sult, det kunne han ikke tage sig af. Og hvis man sagde noget, han ikke kunne lide, risikerede man at blive sat i fængsel!
Derfor er det så vigtigt, at vi bliver ved med at fejre Grundlovsdag og kæmpe for demokratiet, kæmpe for vores ret til sammen at bestemme over vores eget liv.
Og det går heldigvis så godt, at vi ikke behøver at kæmpe med våben. Vi holder taler i stedet for, for at påvirke hinanden. Grundlovsdag bliver der altid holdt en masse taler over hele landet. Dem lytter vi til. Bag efter spiser vi som regel en stor is, og så får vi lidt ekstra god aftensmad sammen med nogle gode venner.
Grundloven og demokratiet er også et ”hjul”, som vi hele tiden skal holde gang i for at blive ved med at have det godt.
Grundlovsdag synger vi:
Der er et yndigt land (vores nationalsang)
I Danmark er jeg født
Den 23. juni fejrer vi midsommer. Det vil sige at vi har årets længste dag, og Solen står højest på himlen. Egentlig er det den 21. juni, men igen er det en gammel og hyggelig tradition med den 23., som vi holder fast i.
Sammen med en mængde andre mennesker brænder vi et stort bål af på stranden og synger sange. Bag efter griller vi som regel selv hjemme i haven, eller i roklubben.
Ved midsommer synger vi:
Danmark nu blunder den lyse nat
Se, det summer af sol
I juli måned holder vi en lang sommerferie.
Her fejrer vi vores frihed til at tage på ferietur til for eksempel Vesterhavet eller måske til et helt andet land.
Vi elsker vist alle sammen at rejse og opleve nye ting, og gør det hver eneste gang muligheden viser sig. Eller også bliver vi hjemme og reparerer taget eller ordner haven, og – slapper helt af.
En lørdag omkring 1. august holder vi sommerfest i forbindelse med ”Bedstemors sommerkoloni”, hvor I børnebørn kommer på sommerferie hos bedstemor og mig, og her fejrer vi højsommeren, med grill og bål i haven. Din og Filippas farmor og farfar og Carls mormor og morfar, og dine mostre og onkler og morbror og tante og mange andre i familien er også med, og det er altid rigtig hyggeligt!
Ved sommerfesten plejer vi at dele os op i to grupper, og så synger vi:
Nu kom den fagre sommer
Æblemand, kom inden for
Hvem har malet himlen blå
Den anden lørdag i september fejrer vi høstfest ude på bondegården og glæder os over alle de dejlige ting sommeren har givet os igen: jordbær, kirsebær, æbler, pærer, korn, kartofler, løg, porer, gulerødder og andre grøntsager, honning og en masse andre ting, som vi kan leve godt af hele vinteren.
Vi fejrer det med god mad på gården og med hele familien.
Vi pynter op med masser af blomster, georginer og bonderoser, og så synger vi:
Marken er mejet
Sensommervise
Septembers himmel er så blå
Det lysner over agres felt
Midt i oktober holder vi efterårsferie.
I gamle dage kaldte man den for kartoffelferie, fordi børnene på landet fik fri fra skole for at arbejde i marken og hjælpe med at samle kartofler op.
I dag fejrer vi efteråret, og skoven, som har været dejlig hele foråret og sommeren, og som også i oktober er meget flot, med blade i alle mulige røde, brune og gule farver.
Vi fejrer det ved at gå nogle lange ture i Naturen en sidste gang, inden det bliver koldt igen med sne og sjap.
Om efteråret synger vi:
Skoven er så underfuld
Og så lige pludseligt er det juletid igen.
Endelig er der jo alle fødselsdagene, hvor vi fejrer, at vi er blevet et år ældre, og at vi dermed har haft et helt år mere til at opleve Verden i.
Når det er jul, får alle gaver, men når du har fødselsdag, så er det kun dig, det drejer sig om, så er det kun dig, der bliver fejret, og du får gaver fra hele familien.”
”Nemlig!” siger Asger.
”Så er der jo også alle søndagene i Fællesskabet!” minder Asger mig om.
”Det er da rigtigt! Der fejrer vi jo også livet og alle dets muligheder og gode oplevelser.
Fællesskabet Solhjulet er en rigtig hyggelig forening at mødes i, og så er den for alle mennesker, der har lyst til at være med.
Søndag betyder jo Solens dag, og den anden søndag i hver måned året igennem mødes vi i Kultur-Huset med en masse andre mennesker fra hele byen.
Vi mødes klokken 10, og begynder med at sige god morgen til hinanden.
Så synger vi en god sang. Som regel er der nogen, der spiller til på klaver eller guitar. Du ved, jeg somme tider spiller på klaveret.
Derefter er der nogen, der fortæller en god historie om noget spændende, de har oplevet. Det kan være, at de har lavet et flot powerpoint, som de viser på smart-boardet, eller måske viser de en video, de har taget på en specielt god ferie. Det kan også være en, der læser en god historie, som giver noget at tænke over. Eller det kan være nogen, der selv spiller noget flot musik. Så har vi somme tider også gæster, der holder foredrag eller laver teater.
Bag efter synger vi igen en god sang.
Det kan alt sammen godt være lidt kedeligt for jer børn, og så er det jo godt at I kan hygge jer ude ved siden af i Børne-Huset med gode børnesange, gode historier og måske børneteater.
Til sidst spiser vi frokost sammen. Vi skiftes til at være i madgruppe, hvor vi hver især tager noget godt med hjemmefra, eller også laver vi god mad i Kultur-Husets køkken.
Klokken et går vi hjem til os selv.”
”Men vi bruger jo ikke kun Huset om søndagen.” indvender Asger.
”Nej, det er rigtigt. Kultur-Huset bliver næsten brugt hver dag til alt muligt, blandt andet fordi vi har alle mulige klubber i Fællesskabet. Vi har en strikkeklub, en lystfiskerklub, en fugleklub, en motorcykelklub, en kunstklub, en sund-mad-klub, en musikklub, en gå-tur-klub og en løbeklub, en yoga og meditations klub, og – en børneklub. Og så er der maleri-udstillinger og koncerter og teater og foredragsaftener, og – alle festerne.
Fællesskabet Solhjulet og Kultur-Huset er et rigtig, rigtig godt sted at være, synes jeg.”
”Det synes jeg også!” siger Asger.
”Tænk at vi har sådan en fest-kalender, det er jo fantastisk!” slutter jeg.
Efter den omgang er der stille et stykke tid. Filippa griner højt inde ved fjernsynet. Tegnefilm kan være rigtig god underholdning. Carl er kommet ned på gulvet og har gang i Duplo-klodserne, som han bygger højt, og der efter frydefuldt vælter med stort rabalder.
Asger sidder længe og grubler med dybe tanker, ser det ud til. Til sidst spørger han meget forsigtigt: ”Morfar – hvorfor skal man dø?”.
Det har jeg også spurgt mig selv om for mange år siden, og jeg mener at have fundet frem til en rigtig god forklaring, så jeg siger: ”Du ved, din gamle computer. Den ”døde” jo, sagde vi, men først efter at du havde brugt den i lang, lang tid. Så vi sagde også, at den var gammel og – brugt op. Til sidst holdt den helt op med at virke, og så ”begravede” du og mor den på containerpladsen.”
”Det er rigtig nok” siger Asger.
”Det er lidt på samme måde med os mennesker. Vi bor jo i vores krop, som godt kan sammenlignes lidt med en maskine. Vi bliver også gamle, og – brugt op. Vores krop bliver det i hvert fald, og holder til sidst op med at virke. Så bliver vi også begravet, på Gravpladsen.
Din computer, ved du, blev jo skilt ad og genbrugt, måske i en ny computer. På samme måde kan man sige, at når vi dør, bliver vi også skilt ad og genbrugt i naturen, måske i et nyt menneske. Det synes jeg er både godt og spændende at tænke på.
Så kunne man jo spørge: ”Hvad med vores tanker og følelser og oplevelser fra hele livet? Forsvinder de bare og bliver til ingenting? Forsvinder vi bare og bliver til ingenting?
Næh-nej, for når vi dør, så vil en masse mennesker blive ved med at huske os og huske, hvad vi har sagt og gjort. Og hvis vi har fået børn, så vil de have arvet en hel masse fra os. For eksempel har du jo arvet dit røde hår efter din far. Og for eksempel klør du dig på næsen, lige som din mor gør det, og som jeg gør det. Vi siger, at vi lever videre i vores børn og børnebørn og oldebørn og tipoldebørn og -. Det er da flot at tænke på, synes du ikke?”
”Jo” siger Asger, ”men når nogen bliver begravet, så er der altid mange, der er kede af det og græder?”
”Det er rigtigt,” siger jeg. ”Vi sørger over, at vi ikke mere kan være sammen med, og snakke med, den, der er død.
Du var jo med, da din oldefar blev begravet, og da var vi alle sammen kede af, at han ikke var der mere. Men samtidig – så glædede vi os også over, at han havde haft et godt og langt liv, at han havde fået en masse gode oplevelser, og – at han havde fået både børn og børnebørn og – oldebørn! Sådan er det tit med begravelser, der er både noget at sørge over og noget at glæde sig over.
Det, der er rigtig vigtigt, er, at vi hele tiden, hver eneste dag, bliver ved med at glæde os over livet, glæde os over at vi kan opleve det, og – glæde os over alle de fantastiske oplevelser, det giver!
For at det kan lade sig gøre, så skal vi have så meget tid som muligt, og det vil jo sige, at vi skal leve så længe som muligt. Det kan vi selv være med til at sørge for, hvis vi passer rigtig godt på os selv.”
”Hvordan gør vi det?” spørger Asger, og lyder lidt som om, han allerede har hørt svaret før.
”Det gør vi ved at leve sundt, og det vil blandt andet sige at spise sundt og motionere hver dag. Du ved, at jeg går lange ture og spiser mange grøntsager og fisk og vitaminer hver dag.
Hvordan er det for øvrigt lige du har det med broccoli og bladselleri?” spørger jeg til sidst med et smil.
”Badr!” siger Asger og vrænger ansigt med et grin, ”Jeg vil hellere have spaghetti med ketchup!”.
Det var en ordentlig ”smøre”, og Asger er blevet lidt flakkende i blikket.
Jeg tænker på, hvor fantastisk heldig, jeg er, med en dejlig bedstemor, fire dejlige børn og foreløbig tre vidunderlige børnebørn!
”Hov,” siger jeg, ”jeg var lige ved at glemme julebrødet! Det skal vist ud af ovnen lige nu!” Det dufter dejligt fra køkkenet. Bagepapiret er blevet lidt brunt, som tegn på at brødet er godt bagt. Det lyder også hult, da jeg banker i bunden af det. Det er tit svært af få det bagt ordentligt inde i midten. Jeg glæder mig meget til at smage det med smør og forårshonning fra frugttræerne og mælkebøtterne ude på gården.
De voksne begynder efterhånden at røre på sig. Den første lister ud af gæsteværelset, siger ”God morgen og glædelig jul”, og forsvinder ind på toilettet. Den næste kommer ind i stuen og giver Carl en ordentlig knuser, og Asger får også et kram med. Så kommer Asgers far. På vej hen til Asger trækker han vejret dybt ind og siger: ”Ah, kaffe!” Og sådan vågner hele huset lige så stille og roligt.
Sangbog
Juletræet med sin pynt
Tekst : Mogens Lorentzen, 1939
Melodi : Egil Harder, 1940
Juletræet med sin pynt
venter på, vi får begyndt.
Aldrig har det vær’t så grønt,
aldrig har det vær’t så kønt.
Og fra selve himlen gled
vist den store stjerne ned.
Hjerter klippet med en saks
af den fingernemme slags,
kræmmerhus med krøllet hank,
som så let får en skavank,
kurve, kugler, fugle, flag,
op og ned og for og bag …
Når de mange fine ting
hænger roligt rundt omkring,
og når alle lys er tændt,
og her lugter brunt og brændt,
er det som en sommerdag
dér, hvor træet kommer fra.
Alle vegne ud og ind
glimrer edderkoppespind …
mon der ikke bor en spurv
her i denne lille kurv?
Kræmmerhus med nødder i
er grangiv’lig kogleri.
Juletræet på besøg
hilser os fra eg og bøg
med besked derude fra,
at det lysner dag for dag,
og at solen fra sit skjul
ønsker os en glæd’lig jul.
—–
Solhvervssang
Tekst: Johannes V. Jensen 1917
Melodi: Johannes Andersen 1917
Vor sol er bleven kold
vi er i vintervold
og dunkle dage.
Men nu er nedgang endt
og håbet tændt
– ja, håbet tændt,
for nu er solen vendt,
nu kommer lyset og den lange dag tilbage.
Det grønne, skønne træ
forjætter sommerlæ
og søde skove.
I julelysets skær
som stjerners hær,
ja, stjerners hær,
er solens under nær
og alle gule blomstersole små, som sove.
I granens brændte duft
får svundne somre luft
og de, der kommer.
Det danske, svale år
i ringgang går,
ja, ringgang går,
omkring en evig vår.
Syng alle sjæle med om Danmarks fagre sommer.
—–
Højt for træets grønne top
Tekst: P. Faber, 1848
Melodi: E. Hornemann, 1848
Højt fra træets grønne top
stråler juleglansen
spillemand, spil lystigt op
nu begynder dansen.
Læg nu smukt din hånd i min
ikke rør ved den rosin!
Først skal træet vises
siden skal det spises.
Se, børnlil, nu går det godt
I forstår at trave,
lad den lille Signe blot
få sin julegave.
Løs kun selv det røde bånd!
Hvor du ryster på din hånd
Når du strammer garnet,
kvæler du jo barnet!
Peter har den gren så kær,
hvorpå trommen hænger
hvergang han den kommer nær
vil han ikke længere.
Hvad du ønsker, skal du få
når jeg blot kan stole på
at du ej vil tromme
før min sang er omme.
Anna, hun har ingen ro
før hun får sin pakke
fire alen merino
til en vinterfrakke.
Barn, du bli’r mig alt for dyr
men da du så propert syr
sparer vi det atter,
ikke sandt, min datter?
Denne fane ny og god
giver jeg til Henrik.
Du er stærk og du har mod
du skal være fændrik.
Hvor han svinger fanen kækt
Børn, I skylder ham respekt
vid, det er en ære,
Dannebrog at bære.
O, hvor er den blød og rar
sikken dejlig hue!
Den skal sikre bedstefar
imod frost og snue.
Lotte, hun kan være stolt
tænk jer, hun har garnet holdt!
Det kan Hanne ikke,
hun kan bare strikke.
Børn, nu er jeg bleven træt
og I får ej mere.
Moder er i køkkenet,
nu skal hun traktere.
Derfor får hun denne pung,
løft engang, hvor den er tung!
Julen varer længe,
koster mange penge
—–
Nu har vi altså jul igen
Tekst: Holger Buchhave 1956
Melodi: Henning Elbirk 1956
Nu har vi altså jul igen, det la’r sig ikke skjule,
og vi er vældig med på den, vi snakker kun om jule,
om julesne og julegran og julelys og gaver,
om julefest og julemad og julestads vi laver,
ja, hvor man end sig vender hen, så er det jul og jul igen
og jul og jul og jul og jul og jul igen.
Om julekort og julespøg og mosters julebagen,
og at man bliver julesløj på tredje juledagen,
man være nok så juleglad, når juletræet stråler,
den alt for gode julemad man ikke længe tåler,
ja, hvor man …
Nej, gåsesteg og risengrød og klejner, limonade,
og marcipan og figenbrød, konfekt og chokolade
og julekage med sukat og mandler og rosiner
det må og skal som resultat gi’ julemavepine,
ja, hvor man …
—–
På loftet sidder nissen med sin julegrød
Tekst: Margrethe Munthe
Melodi: Otto Teich
På loftet sidder nissen med sin julegrød,
sin julegrød, så god og sød,
han nikker, og han spiser, og han er så glad
for julegrød er hans bedste mad.
Men rundt omkring står alle de små rotter,
og de skotter, og de skotter:
“Vi vil så gerne ha’ lidt julegodter,”
og de danser, danser rundt i ring.
Men nissefar han truer med sin store ske:
“Vil I nu se at kom’ af sted,
for jeg vil ha’ min julegrød i ro og fred,
og ingen, ingen vil jeg dele med.”
Men rotterne de hopper, og de danser,
og de svinser, og de svanser,
de kikker efter grøden, og de standser,
og de står om nissen tæt i ring.
Men nissefar han er en lille hidsigprop,
og med sin krop han gør et hop:
“Jeg henter katten, hvis I ikke holder op,
når katten kommer, skal det nok bli’ stop.”
Så bliver alle rotterne så bange,
åh, så bange, åh, så bange,
de vender sig og danser et par gange,
og en, to, tre, så er de væk!
—–
Sneflokke kommer vrimlende
Tekst: Jeppe Aakjær 1916
Melodi: Thorvald Aagaard 1916
Sneflokke kommer vrimlende,
henover diger trimlende,
det knyger ud af himlene,
det sluger hegn og gård,
det ryger ind ad sprækkerne
til pølserne på rækkerne,
og fårene ved hækkerne
får blink i pelsens hår.
Og poplerne bag mønningen
de duver dybt i dønningen,
og over stakke-grønningen
omtrimler kærv og neg,
det klaprer en om ørene
fra portene og dørene,
bag hvilke de små Sørene’
har rustet sig til leg.
Og gammelmor i klokkerne
med huen og grålokkerne,
hun haler op i sokkerne
og ser forsagt derud,
for nu er kålen liggende,
og nu står tjørnen stikkende
og spidder sne på piggene;
og nu kom Kjørmes-knud!
—–
Kom maj du søde milde
Tekst: efter Christian A. Overbeck 1775
Melodi: W.A. Mozart 1791
Kom, maj, du søde milde!
Gør skoven atter grøn,
og lad ved bæk og kilde
violen blomstre skøn.
Hvor ville jeg dog gerne,
at jeg igen den så!
Ak, kære maj! hvor gerne
igen i marken gå!
Om vint’ren kan man have
vel mangt et tidsfordriv;
man kan i sneen trave,
å ja, et lystigt liv,
har leg af mange arter,
især ved juletid;
vel også kane farter
på landet hid og did.
Dog, når sig lærker svinge
mod sky med lifligt slag,
på engen om at springe:
det er en anden sag!
men nu min kæphest rolig
i krogen hist må stå;
thi uden for vor bolig
man kan for søl ej gå.
Du derfor smukt dig skynde,
kom, kære maj! o kom!
at snart vi kan begynde
på marken vor springom.
Men frem for alt du mange
violer tage med,
og nattergalesange,
og kukkeren tage med!
—–
Solsang
Tekst: Thøger Larsen
Melodi: Jens E. M. Mikkelsen
Nu hælder Europa mod Sol igen,
og Syden blæser på Norden.
Fugletræk over Landene gå,
Mulden lugter så mæt og rå,
det kribler i Ryggen af Jorden.
Og Engen bli’r grøn, og Urten får Køn,
og Arret af Brynde lider.
Nu trækker det op over alle Sted
igen til den store Frugtbarhed,
Genfødelsens svangre Tider.
Det bløder af Glæde i mit Sind:
Så klare Dagene rinder.
På Marken står Koen veltilfreds
og æder af det salige Græs,
som Solen gennemskinner.
Se, Træerne løves af ungt Begær.
På Brinken de Følfod bære
en Blomst så trodsig gul, som en Ed
mod Dagens solgrønne Herlighed,
at Ukrudt evigt skal være.
Se Fjordens dybe, svale Blå!
Et Utal af faldne Brande
fra Bålet højt i Himlens Blå
ligger og hopper lystigt derpå.
Der leger Ild over Vande.
Der fløjter Fugl, der summer Insekt —
der ligger en Lykke forborgen.
Nu Kvinde og Hundyr, Korn og Siv
besvangres skal med det evige Liv,
som vaktes i Tidernes Morgen.
Det bløder af Glæde i mit Sind.
O Rigdom, hvori jeg svømmer —
Sol-Søvn, hvori jeg drømmer!
Der kommer en Tid, en underfuld,
da Græsset er grønt, og jeg er Muld.
—–
Kringsat af fjender
Tekst: Nordahl Grieg 1936
Melodi: Otto Mortensen 1951
Kringsat af fjender,
gå ind i din tid
Under en blodig storm
vi dig til strid
Kanske du spø’r i angst,
udækket, åben:
hvad skal jeg kæmpe med,
hvad er mit våben?
Her er dit værn mod vold,
her er dit sværd:
troen på livet vort,
menneskets værd.
For al vor fremtids skyld,
søg det og dyrk det,
dø om du må – men:
øg det og styrk det!
Stilt går granaternes
glidende bånd.
Stands deres drift mod død,
stands dem med ånd
Krig er foragt for liv.
Fred er at skabe.
Kast dine kræfter ind:
døden skal tabe!
Ædelt er mennesket,
jorden er rig!
Findes her nød og sult,
skyldes det svig.
Knus det! I livets navn
skal uret falle.
Solskin og brød og ånd
ejes af alle.
Dette er løftet vort
fra bror til bror:
vi vil bli’ gode mod
men’skenes jord.
Vi vil ta’ vare på
skønheden, varmen
som om vi bar et barn
varsomt på armen!
—–
Nu grønnes vårens første træ’r
Tekst: Halfdan Rasmussen
Melodi: Jens Mikkelsen
Nu grønnes vårens første træ’r
og håbets lyse tid er nær,
men intet føles håbefuldt
for den som lider savn og sult
Stå fast mod fattigdom og vold
i solidarisk sammenhold.
Vor jord er fælles, hejs et flag
af alle jordens folkeslag
Med tankens kraft og håndens slid
har vi erobret rum og tid,
men alt kan blive støv på ny
i skyggen af et bombefly
Stå fast …
Den rige verdens fattigdom
besmitter det vi drømte om:
En verden hvor enhver har krav
på mere end en ensom grav.
Stå fast …
Kom, bror og søster, gør jer fri
af egoismens tyranni.
På vore drømmes himmelhvælv
er ingen stjerne kun sig selv.
Stå fast …
—–
Der er et yndigt land
Tekst: Adam Oehlenschläger, 1823
Melodi: H. E. Krøyer, 1835
Der er et yndigt land,
det står med brede bøge
nær salten østerstrand
nær salten østerstrand.
Det bugter sig i bakke, dal,
det hedder gamle Danmark,
og det er Frejas sal,
og det er Frejas sal.
Der sad i fordums tid
de harniskklædte kæmper,
udhvilede fra strid
udhvilede fra strid.
Så drog de frem til fjenders mén,
nu hvile deres bene
bag højens bautasten,
bag højens bautasten.
Det land endnu er skønt,
thi blå sig søen bælter,
og løvet står så grønt
og løvet står så grønt.
Og ædle kvinder, skønne mø’r
og mænd og raske svende
bebo de danskes øer,
bebo de danskes øer.
Hil drot og fædreland!
Hil hver en danneborger,
som virker, hvad han kan
som virker, hvad han kan!
Vort gamle Danmark skal bestå,
så længe bøgen spejler
sin top i bølgen blå,
sin top i bølgen blå.
Vort gamle Danmark skal bestå,
så længe bøgen spejler
sin top i bølgen blå,
sin top i bølgen blå.
—–
I Danmark er jeg født
Tekst: H. C. Andersen, 1850
Melodi: Henrik Rung, 1850
I Danmark er jeg født, dér har jeg hjemme,
der har jeg rod, derfra min verden går.
Du danske sprog, du er min moders stemme,
så sødt velsignet du mit hjerte når.
Du danske, friske strand,
hvor oldtids kæmpegrave
stå mellem æblegård og humlehave.
Dig elsker jeg! – Dig elsker jeg!
Danmark, mit fædreland!
Hvor reder sommeren vel blomstersengen
mer rigt end her, ned til den åbne strand?
Hvor står fuldmånen over kløverengen
så dejligt som i bøgens fædreland?
Du danske, friske strand,
hvor Danebrogen vajer, –
Gud gav os den, – Gud giv den bedste sejer!
Dig elsker jeg! – Dig elsker jeg!
Danmark, mit fædreland!
Engang du herre var i hele Norden,
bød over England, – nu du kaldes svag,
et lille land, og dog så vidt om jorden
end høres danskens sang og mejselslag.
Du danske, friske strand,
plovjernet guldhorn finder,
Gud giv dig fremtid. som han gav dig minder!
Dig elsker jeg! – Dig elsker jeg!
Danmark, mit fædreland!
Du land, hvor jeg blev født, hvor jeg har hjemme,
hvor jeg har rod, hvorfra min verden går,
hvor sproget er min moders bløde stemme
og som en sød musik mit hjerte når.
Du danske, friske strand
med vilde svaners rede,
I grønne ø’r, mit hjertes hjem hernede!
Dig elsker jeg! – Dig elsker jeg!
Danmark, mit fædreland!
—–
Danmark, nu blunder den lyse nat
Tekst: Thøger Larsen, 1914
Melodi: Oluf Ring, 1922
Danmark, nu blunder den lyse nat
bagved din seng, når du sover.
Gøgen kukker i skov og krat,
Vesterhavet og Kattegat
synger, imens det dugger,
sagte som sang ved vugger.
Danmark, du vågner med søer blå,
mætte som moderøjne.
Alt, hvad i dine arme lå,
lader du solen skinne på,
ser, hvor det yppigt glider,
frem af forgangne tider.
Lærker, som hopped´ af æg i vår,
svinder i himlens stråler.
Tonerne ned med lyset går,
samme sang som i tusind år.
Lykken fra glemte gruber
klinger af unge struber.
Hyldene dufter i stuen ind
ude fra Danmarks haver.
Kornet modnes i sommervind.
Hanegal over lyse sind
stiger bag gavl og grene,
hvæsset som kniv mod stene.
Køer og heste og får på græs
henover brede agre,
åbne lader for fulde læs,
sejl, som stryger om klint og næs,
byger, som går og kommer –
det er den danske sommer.
Pigernes latter og lyse hår,
leg, som får aldrig ende,
øjnene blå som vand i vår –
mildt om et evigt Danmark spår,
sol over grønne sletter,
lykke og lyse nætter.
—–
Se, det summer af sol over engen
Tekst: Holger Drachmann, 1897
Melodi: Stephen C. Foster
Se, det summer af sol over engen,
honningbien vil fylde sin kurv,
og der pusles ved bordet og sengen
af den fattigste sisken og spurv:
og der jubles hele dagen,
men mod kvælden bli’r alting så tyst,
våren synger sin sang, det er sagen,
og mit hjerte bli’r voks i mit bryst.
Der er sølvklang i majbækkens vove,
gyldent skær gennem aftenen lang,
hver en grøft bliver blomstrende skove
langs den kornrige, bølgende vang:
disse bølger, o, de stiger
med min sjæl over solskyens rand,
rundt i verden er dejlige riger,
ingen vår som en maj i vort land!
—–
Nu kom den fagre sommer
Tekst og melodi: Oluf Ring
Nu kom den fagre sommer
med græs og urter små,
og alle markens blommer
fremtitter mellem strå.
Den lune vind
sig smyger om din brune kind,
og solen står
med stråler i sit hår.
—–
Æblemand, kom inden for
Tekst og melodi: Per Hald
Æblemand, kom indenfor,
Æblemand, kom indenfor,
har du nogen æbler
med til mig i dag?
Tak ska’ du ha!
Pæremand …
Blommemand …
osv.
—–
Hvem har malet himlen blå
Tekst: Halfdan Rasmussen 1951
Melodi: John Høybye 1970
Hvem har malet himlen blå?
Det er svært at svare på.
Men jeg tror den fik sit skær
fra de blå violer der.
La-la-lu-la-lu-la-lej.
Hvem har farvet havet blåt?
Jo, min ven, det ved jeg godt:
Havet er så blåt fordi,
du har kigget dybt deri.
La-la-lu-la-lu-la-lej.
Hvem har farvet rosen rød?
Det har solen med sin glød.
Hvem har malet næsen sort?
Det har lille Søren gjort.
La-la-lu-la-lu-la-lej.
—–
Marken er mejet
Tekst: Mads Hansen, 1868
Melodi: Folkemelodi
Marken er mejet, og høet er høstet,
kornet er i laderne, og høet står i hæs.
Frugten er plukket, og træet er rystet,
og nu går det hjemad med det allersidste læs.
Rev vi marken let,
det er gammel ret,
fuglen og den fattige skal også være mæt.
Rev vi marken let,
det er gammel ret,
fuglen og den fattige skal også være mæt.
Loen vi pynter med blomster og blade,
vi har georginer og bonderoser nok.
Børnene danser allerede så glade,
alle vore piger står ventende i flok.
Bind så korn i krans,
hurra, her til lands
sluttes altid høsten med et gilde og en dans.
Bind så korn i krans,
hurra, her til lands
sluttes altid høsten med et gilde og en dans.
—–
Sensommervise
Tekst og melodi: Kirsten og Finn Jørgensen 1982
Æbler lyser rødt på træernes grene,
høsten går ind.
Går igennem skoven ganske alene,
stille i sind.
Gyldne farver og sensommerbrise
fylder hjertet med vemodig musik
– går og nynner en sensommervise
fjernt fra byens larmende trafik.
Sommerbrisen danner krusning på søen,
mystisk og sort.
Stæreflokke svæver højt over øen,
snart ta’r de bort.
Gyldne farver …
Duft af brænderøg blandt brunlige bregner,
blåsorte bær.
Stille summen mellem blade, som blegner,
aft’nen er nær.
Gyldne farver …
Modne rønnebær bag dyb grønne grene,
rødt titter frem.
Går igennem skoven ganske alene,
nu må jeg hjem!
Gyldne farver …
—–
Septembers himmel er så blå
Tekst: Alex Garff 1949
Melodi: Otto Mortensen 1949
Septembers himmel er så blå,
dens skyer lyser hvide,
og lydt vi hører lærken slå
som for ved forårstide.
Den unge rug af mulden gror
med grønne lyse klinger,
men storken længst af lande for
med sol på sine vinger.
Der er en søndagsstille ro
imellem træ’r og tage,
en munter glæde ved at gro,
som var det sommerdage.
Og koen rusker i sit græs
med saften om sin mule,
mens bonden kører hjem med læs
der lyser solskinsgule.
Hver stubbet mark, vi stirrer på,
står brun og gul og gylden,
og røn står rød og slåen blå,
og purpursort står hylden.
Og georginer spraglet gror
blandt asters i vor have,
så rig er årets sidste flor:
oktobers offergave.
De røde æbler løsner let
fra træets trætte kviste,
Snart lysner kronens bladenet,
og hvert et løv må briste.
Når aftensolen på sin flugt
bag sorte grene svinder,
om årets sidste røde frugt
den tungt og mildt os minder.
At flyve som et forårsfrø
for sommerblomst at blive
er kun at visne for at dø,
kan ingen frugt du give.
Hvis modenhedens milde magt
af livet selv du lærte,
da slår bag falmet rosendragt
dit røde hybenhjerte.
—–
Det lysner over agres felt
Tekst: Ludvig Holstein 1915
Melodi: Harald Balslev 1922
Det lysner over agres felt,
hvor sløve plovspand kravle,
det sortner over Store Bælt
med sol på kirkegavle. –
Velkommen i vor grønsværsstol
blandt grøftens brombærranker!
O, det gør godt at slikke sol
igen på disse banker!
Vel rækker høstens solskin kort,
men rønnens bær står røde.
Alleens linde blegner bort,
men vildvinsranker gløde.
Vel! Ræk mig da, o efterår,
en gravensten, som smager
af bækken ved min faders gård
og mulden i hans ager.
Og bag mig, sol, og blød mig, regn’
Jeg plukker mine nødder
og trasker langs et brombær hegn
med plovmuld under fødder.
Og det er al den jord, jeg har,
og alt, hvad jeg begærer.
Jeg håber, det går an, jeg ta’r,
hvad mine såler bærer.
—–
Skoven er så underfuld
Tekst: Eva Chortsen
Melodi: John Høybye
Skoven er så underfuld af dis og sære dampe.
Se min kurv er også fuld af efterårets svampe.
La, la, la, la, la
La, la, la, la, la
Se min kurv er også fuld af efterårets svampe.
Alle fugle rejser bort derhen, hvor tanken ender.
Jeg har gemt et vingesus imellem mine hænder.
La, la, la, la, la
La, la, la, la, la
Jeg har gemt et vingesus imellem mine hænder.
Jeg har tømt min rigdom ud og sætter mig og tæller
fuglefløjt og troldedrøm og gule kantareller.
La, la, la, la, la
La, la, la, la, la
Fuglefløjt og troldedrøm og gule kantareller.