Aesthetics
is our consciousness about
which expreiences,
der behager
vores sanser.
Lyde,
der behager ørerne.
Former, farver, lys,
der behager øjnene.
Smag,
der behager ganen.
Lugte,
der behager næsen.
Berøring,
der behager fingerspidserne.
Tanker
om sammenhænge,
der behager
vores intellekt.
Æstetik
rummer en
erfaringsopsamling,
kollektiv og individuel,
genetisk, hukommelsesmæssig,
social, tingslig –
for hvad vi sansemæssigt
skal stile efter
for at komme videre,
udvikle os,
tilpasse os –
overleve og opleve.
Platons skyggebilleder
på hulens klippevæg
er ikke et udtryk for
gudernes uopnåelige idealverden,
men et udtryk
for vores egen
erfaringsmæssige opfattelse
af det ideelle liv
i det ideelle miljø.
Det liv,
vi stiler mod.
Det liv,
vi drømmer om.
Den drøm,
der jævnligt
får os til at glemme
også at leve i
og opleve
nuet.
Erfaringer
udvikles / forøges
hele tiden,
så vores opfattelse / æstetiske sans
skal udvikle sig tilsvarende
hele tiden.
Vores erfaring / læring,
i denne sammenhæng:
opfattelse af æstetik,
lagres genetisk
gennem udvælgelse / overlevelse,
såvel som hukommelsesmæssigt,
samt i skrift, billeder,
bygningsværker m. m.
Eksempler
på genetisk lagring
af æstetik
er vores præference
for symmetri
og det gyldne snit.
Patrick Grahns
“Savanne teori”
er et andet:
Siden mennesket først
udviklede sig
i det sydøstlige
Afrika, har det
i mellemhjernen
lagret
en æstetisk landskabsopfattelse,
der er kædet sammen med
behovet for
tryghed:
At hvile
med bjergvæggen trygt
i ryggen,
skuende ud over
savannen,
med overblik,
og gerne med rislende vand
lige i nærheden.
Denne erfaringsudviklede
og tryghedsbaserede
æstetik
danner baggrund for
årtusinders havekulturer.
Vi indretter os
efter idealet.
Æstetikken
er altså et udtryk for
et idealbillede,
en idealtilværelse,
som vi stræber efter.
Og da vores
fysiske, psykiske
og sociale
miljø
hele tiden
ændrer sig,
er vi nødt til
hele tiden
at udvikle på
dette æstetiske
ideal.
Det er især
kunstnerne /
kunstneren i det enkelte
menneske,
der påtager sig
denne opgave.
Ved at studere
de gamle
æstetiske opfattelser,
for derefter
at gå imod dem,
og prøve nye muligheder af,
ofte provokerende
for at vække publikum
og sætte gang i
tænkningen,
skaber de
en ny æstetik
tilpasset nuet.
Beskueren,
som skal bruge
den nye æstetik
i praksis,
er aktiv i processen
med kritisk tænkning
og intuitiv nydelse
som vurderingsværktøj.