1981
Fashion!
I confess: It was me!
trancheret dansende
efter Den hvide dame’s svæv
hen over de nedbrændte kirkers
erektile munkestensordner
og Pans liderlige lyster
for en gangs skyld voldført med bidsel
i hælende som tjenende ånder
hornede bærende slæbet
usynlige som blinde passagerer
forfulgte af røde troldes
mørkegrønne musik
fra dens flydende øer i rummet
en sophisticeret pink
hele tiden overført
med nye affyringer
gennem tretten århundreders tomhed
mod Venus
mørkegrønne mandeløjne flaksende
på skrømt som flagermus
mellem træernes mørnede
skygger
før mørkets blånende indvolde
tågende ud af himmelrummet
rammer gårdens brosten.
1981
Den Hvide Dværg
I denne
evigt evindelige
tidsaldrenes alderdom
løvfældningens og hentehårets
problemfølende status
lageropgørelsernes sidste indvejninger
konkursboenes vrimlende skrifter
på Kabaens sorte kjortel
Mekka
og Fata Morganas
vidunderlige lamper
af luft til spot
priser i Rotterdam og Solen
i kunstigt lys og mørke
på dåser af blik
blik i maskiner
maskiner af blik
i blik
oliens sorte lækager
dybt spejlende
atomernes strålende nedsmeltninger til nul
det absolutte nul
blik
før blikket slukkes og blinker
sit sidste blink
I denne evigt evindelige
tidsaldrenes alderdom
hvor hentehåret nu
ikke længere kan hentes
uden olie
glinsende grease med additive
textilløse paraplyer
i vædskefyldte storme –
næres slanger.
1981
Gamle Ven
det var ikke mig
du så i går
men en underlig ungdoms
svage genfærd
medbragt og efterladt af vinens ånd
da den kom og hentede mig
og I skændtes i fire timer
fra intet
om intet
til intet
mens v’i rejste
gennem fremmede kirker
mod den vidtåbne
altomfavnende tomhed –
Mit efterladte anker i dig
en knugen, der voksede
aggressivt
strammede linen til sidst
og trak mig tilbage!
Hvorfor fløj du ikke
med og lod beton være beton?
1981
Drømmenes Synopse
| Morgen | Morgen |
| Duggen | Duggen |
| lander | Solens |
| blidt | Dug |
| i Hendes | hænger |
| mediterende | stadig |
| skød | i skægget |
| alt | klare |
| imens | klæbende |
| Hun sér | Honningperler |
| Lyset | den eneste |
| bryde frem | brydning |
| vågne | i sindets |
| i det indre | fred |
| Solen | Solen |
| varmer | varmer |
|
Alt |
Alt |
|
Et |
|
|
Det |
|
1979
Vidtløftige Drømme Om Konstance
Jeg foretrækker tvivleren
for den frelste;
Universets manglende konstans
vasker stille sandet væk
under dine fødder;
flyt dig,
eller du vælter!
Vor stroboscobiske indsigt
i jordens historie,
universel imperi –
årtusinders filosoffer,
hvor finder I
vidner til
det beståendes eksistens?
Jeg kender
kun én evighed:
Den bestandige mutabilitet
er den eneste Konstance
i hvis skød jeg stadig
finder tryghed.
1978
Prolog
Tyttebærbørn – er små bitte mennesker
Født i en tyte – en knude – en klump
Aldrig løsnet fra æggestokken vakler de
På det yderste af en nedhængende gren
I tyttebærriset –
Deres Yggdrasil –
Krampagtigt finder de sammen, for at holde varmen
Krampagtigt slås de med naboen om pladsen i solen
Og når de alligevel modner og falder
Rammer de mosens vand
I det virkelige livs brønd
Og der bliver ingen spirende kim
Af disse druknede bær
Nornernes kilder nærer ikke frugten
Af kønsløse menneskebørn
Hvis eneste tegn på liv var
Angsten –
Angsten for brønden –
Det virkelige livs umættelige, uendeligt dybe
Mosevandsbrønd
