Jeg har brugt det meste af mit liv, i efterhånden 60 år, på at lede efter inderlighed / et åndeligt liv på flere niveauer. Inderlighed forstået som en dyb kærlighed til – , men også som en dyb forbundethed med – alt i verden. Jeg føler mig, selv om jeg er enebarn, som en del af en helhed, en del af en fælles enhed. Det udsletter for mig al dårligdom, og gør på en gang min eksistens, meget enkelt og meget omfangsrigt, til et liv i kærlighed.
Jeg er inderligt forelsket i min kæreste, og har været det i foreløbigt 56 år.
Jeg elsker vores 4 dejlige børn.
Jeg elsker mine 6 fantastiske børnebørn.
Gode svigerbørn er jeg beriget med.
Jeg har mange gode venner og bekendte, som jeg holder inderligt af.
Jeg har lært at holde meget af menneskeheden. Den er ung endnu og begår masser af fejl, men den er der, og udretter også fantastiske ting, gør fantastiske opdagelser. Og så er det også sådan, at når jeg møder mennesker ansigt til ansigt, så er der altid noget godt at finde.
Jeg finder en inderlig ro i naturen med al dens liv.
Og jeg finder også en inderlig ro ved såkaldt ”døde materialer”, jord, sten, bjerge, vand –
Stjernehimlen har jeg kigget meget på, og lært at universet er enormt, spændende og forunderligt. Men også, at vi åbenbart kun kan sanse knapt 5 % af det. Resten kalder vi ind til videre for ”mørkt stof” og ”mørk energi”, men vi kan ikke iagttage det, det er ren matematik. Spændende!
Og jeg føler samlet set en inderlig glæde ved at deltage i alt dette liv og ved i det hele taget at være til –
Samtidig har jeg haft en meget stærk følelse af, at der må være noget mere, bag ved alting. En noget uforklarlig følelse, som følelser tit er, men meget stærk.
Jeg havde et akvarium på et tidspunkt, og tænkte på, hvordan fiskene mon oplevede deres verden, og det mærkelige, der foregik uden for de fire glasvægge. Forsøgte lidt at sætte mig ind i deres situation, i tankerne –
Men altså, denne inderlighed, som omfatter og ligger bag ved alting, har jeg ledt efter i 60 år, og endnu ikke helt fundet. Er det da tragisk og forfærdeligt? Nej tvært imod, for det er netop det at søge, der giver mit liv mening, og gør livet spændende.
Det begyndte, da jeg var 14 år gammel (1965). Jeg blev konfirmeret, og sagde på egne vegne ja til kristendommen med dens trosbekendelse og evangelier, fordi det gjorde man nu engang den gang.
Bag efter begyndte jeg at tænke (sådan er det tit med mig, jeg er lidt sindig) på, hvad det egentlig var, jeg havde sagt ja til? Så jeg tog et bibelkursus. Det satte nogle ting i gang i mit lille hoved.
Næstekærlighed var fint. Det kneb lidt med at forstå, hvad ”næsten” var for en størrelse, bl.a. fordi fjernsynet havde indfundet sig, og vi så billeder af mange mennesker rundt omkring i verden. Fjernsyn er noget mærkeligt noget, fordi det sete skaber følelser og skaber trang til at give noget igen, men det kan man ikke. Var personerne der også min næste? Lidt omfattende måske og temmelig svært at håndtere. Efterhånden fik jeg det lidt mere begrænset til de mennesker, jeg omgikkes fysisk, og så ellers støtte forskellige indsamlinger, Læger Uden Grænser f.eks.
Næstekærlighed for at hjælpe andre uselvisk, og på det personlige plan gav det også en god følelse af integritet (Den Danske Ordbog: En persons evne til at handle selvstændigt, ærligt og redeligt uden uvedkommende eller upassende hensyntagen til nogen eller noget).
At vende den anden kind til var også fint. Jeg lærte hurtigt betydningen af ikke at tage kampen, men brugte på den anden side mange år på at lære den store styrke, der er i at holde mine følelser i ro. At vende den anden kind til er umiddelbart et stort nederlag for – modparten, men giver både vedkommende og mig selv en god mulighed for at komme ud af situationen med selvfølelsen nogen lunde i behold.
Magien i Det Nye Testamente, at gå på vandet og lave vand til vin osv. kunne jeg hurtigt afskrive som noget påklistret PR-flimmer.
Så var der trosbekendelsen. Den var for meget af det gode. Jeg fandt ud af, det må jo ligge i mine gener, at jeg ikke ville tro, jeg ville vide, og at det jeg ikke vidste, kunne være det samme, indtil andet var bevist. Trosbekendelsen omtalte væsener og mennesker, som jeg ikke havde mødt, og som jeg ikke havde mødt personer, der havde mødt. Nogen påstod at have mødt både det ene og det andet, men god videnskab kræver at opdagelsen kan gentages, og det var, så vidt jeg vidste, ikke sket endnu i den sammenhæng.
Samtidig oplevede jeg i fjernsynet præster velsigne bomber og soldater, før de skulle i krig og slå mennesker ihjel. Det gjorde mig sorgfuld.
Som 15-årig vendte jeg interessen mod Østens religioner. Jeg gik ned på det lokale bibliotek og bad dem om at skaffe et eksemplar af det indiske hellige skrift ”Bhagavad Gita” hjem til mig. Det studsede de noget over, men gjorde det. Jeg begyndte at meditere, en god teknik, som jeg stadig bruger.
Jeg begyndte også at lære om buddhismen, som i bund og grund ikke er en egentlig religion i min opfattelse, men en rigtig god teknik til at håndtere negativt tankemylder og dårlige følelser, samt til at opnå en inderlig glæde over verden.
To år senere mødte jeg min kæreste en meget tidlig juni morgen. Dagen efter præsenterede jeg hende for mine forældre. Jeg var ikke et øjeblik i tvivl.
Som 23 årig gik jeg på seminariet, og havde en dag en heftig diskussion med min lærer i kristendomskundskab. Vi diskuterede skylds-spørgsmålet. Han påstod, at Jesus havde taget al menneskehedens skyld på sig og med sig i døden. Jeg påstod, at det var noget vrøvl, fordi jeg havde lært igennem historien, hvordan kirken gennem århundreder har påført menneskene skyldfølelser, eller er blevet misbrugt til det. Jeg tænkte, at begge havde ret, men han på papiret, jeg i praksis.
Bag efter gik jeg hjem og meldte mig ud af Folkekirken. Jeg fik ikke nogen god karakter i kristendom. Jeg beholdt dog det bedste af kristendommen i mit hoved.
Spørgsmålet var nu: hvad kunne jeg følelsesmæssigt sætte i stedet for kristendommen, som havde mere forbindelse med nutiden og den almindelige sandhed?
Alle disse tanker, overvejelser og følelser i en stor blanding var lidt overvældende at holde styr på, så jeg var begyndt at skrive digte. Den korte og stramme form kræver, at jeg skærer ind til benet et skridt ad gangen. Det foregår langsomt, men processen er god. Det har også skærpet min iagttagelsesevne, som er en berigelse.
Mit arbejde som lærer var også en berigelse og gav mig mulighed for at lære mennesker at kende på både ret og vrang, børn og forældre. Først underviste jeg børn og derefter arbejdede jeg med revalidering.
”Mine” børn var fantastiske, der sker bl.a. noget helt særligt, når de bliver omkring 12 år og begynder at tænke selv. Nogle af dem skrev fine digte. Flere af dem har jeg stadig kontakt med. Voksne, jeg mødte i revalideringen, som er præget af lang tids sygdom, har ofte kun ønsket om inderlighed tilbage. Det kan man kun holde af.
Som 51 årig røg jeg selv ud i en stress periode på i alt 3 år, men fik det vendt til en lærerig omgang, hvor jeg bl.a. tog en uddannelse som jordbrugsteknolog inden for natur og miljø.
Bag efter vendte jeg tilbage til revalideringsarbejdet og vågnede en dag i februar op med en følelse af lykke. Jeg skrev følgende:
Mit hoved
er i dag
en engelsk have
kringelkroget
eventyrlig
og varm
Mit hoved er
i dag
en havn
hvor skibe lægger til
og søfolk –
trisser rundt
med lune
Mit hoved i dag
er et forår
hvor sneen smelter
og fuglene fløjter
mens erantis –
titter frem
som små
boblende
sole –
På min arbejdsplads var et stressvejleder-projekt kuldsejlet, og jeg blev bedt om at være med til at genoprette det. Jeg blev uddannet stressvejleder og mindfulness-underviser. Det sidste bygger på buddhistiske teknikker og betød for mig et stort skub fremad tanke-mæssigt. Jeg begyndte også at dyrke yoga. Jeg tog endvidere mindfulness med ud i naturen og kalder det for Natureness. Mit grundlæggende begreb, ”En god dag” ligger på www.natureness.dk.
Jeg læste Karen Armstrongs bog, The Great Transformation, om tiden for ca. 2.500 år siden, med Sokrates og Konfutses tanker om ”Den gyldne regel” (”du skal ikke være mod andre, som du ikke vil have at andre skal være mod dig”), og hvor hun også beskriver Siddhartha Gautama’s (Buddhas) liv og idé. Karen Armstrong er et meget fint tænkende menneske, der først var nonne, men opgav det, og blev religionshistoriker, vel med samme brede undersøgelsesområde, som dette skriv forhåbentlig giver udtryk for. Hun oprettede Charter for Compassion, som jeg er med i. Medfølelse med al ting er med til at give mit liv stor mening.
Karen Armstrongs seneste bog, “Naturens Hellige Kraft”, sammenligner bl.a. ” mythos og logos”, og dokumenterer vores behov for gode myter, fordi de dårlige myter (“fake knews”!) ellers vil tage over. De gode myter skal, for at være virksomme, udmyntes i gode ritualer. Det er en anbefalelsesværdig god bog!
Mindfulness og senere også ACT (Acceptance and Commitment Therapy) lærte mig ”at leve med det der er”. At ændre de ting, jeg kan ændre (efter behov), samt at acceptere de ting, jeg alligevel ikke kan ændre (i stedet for at kæmpe en håbløs kamp).
Siddhartha Gautama’s idé om Nirvana kom stille og roligt ned på jorden, og blev til det at leve med accept, medfølelse og kærlighed. Accept af, at livet er forgængeligt og skal leves her og nu mens tid er, samt at det rummer både gode og dårlige oplevelser. Medfølelse for og kærlighed til alting, fordi verden er et enestående sted overordnet set, hvis skønhed vi har fået lov til at opleve – inderligt. Og så bevidst fokus på åndedrættet og meditation for at lytte til stilheden, både forebyggende og når det kniber.
Når nu stort set alle mennesker i verden har en eller anden holdning til religionerne, hvordan får jeg så mine egne tanker og kristne opdragelse til at hænge sammen med min hang til videnskabelig evidens? Hvordan nærmer jeg mig i min søgen den universelle inderlighed?
Ind til videre finder jeg den især i det kunstneriske og filosofiske menneskes søgen. I billeder, i digte og ikke mindst i musik.
Hvis jeg bruger de traditionelle begreber, ser min egen version således ud:
Eftertanke
Gud
“den man påkalder” –
er hos mig
en følelse
i hjertet
der folder sig ud
med lys
glæde
og kærlighed
når jeg tør
lade den blomstre –
Engle –
er gode tanker
der bringer bud
fra hjertet
op til fornuften
mærk dem
de vil dig det godt –
Sjælen –
en sommerfugl
båret af mild
vestenvind
er bevidsthed
og en ide der
bygger på
en fornemmelse i kroppen
af noget evigt –
enestående
er den også forbundet
med en fornemmelse af
at der er
et eller andet
bagved alting
det kollektive
ubevidste –
Inderlig musik –
Bøn –
er en indre
dialog
sammenhæng
og ro
kontemplation –
Inderlig musik –
Fællesskab –
kærlighed til mennesker
som vi er
med eftergivende omsorg
ømhed og
glæde –
Inderlig musik –
Vejen til Gud –
en følelse af
stor indre kærlig ro
går gennem
næstekærlighed
medfølelse
og altruistiske
handlinger
over for andre
over for mig selv –
endvidere
gennem en dyb
nysgerrigt undersøgende
oplevelse af
vores fantastiske
planet –
Paradiset, Guds rige?
jamen kære ven
det er jo det vi bor i –
se det –
Religion –
er at forpligte sig selv
til medfølelse
og kærlige altruistiske
handlinger –
Lev et liv
i kærlighed
til verden
siger jeg
til mig selv –
Kæmp for et liv
hvor flest muligt
har det
bedst muligt –
naturligvis
med dyb respekt
for ethvert
levende væsen
og for Jordens
begrænsede
ressourcer –
Verdens fortrædeligheder
er skabt af
vildfarne mennesker
mød dem
med en
knusende ro
og kærlig
konsekvens –
Livet –
er en gave
lev det
med kærlighed
til det univers
vi er så
vildt heldige
at leve i
og opleve –
siger jeg
til mig selv –
Mit tempel
hvor jeg samler
energien
er under skovens
gotiske hvælvinger
der ivrigt
rækker op
efter lyset –
I stedet for en trosbekendelse har jeg en:
Jeg vil arbejde for – bekendelse
Jeg vil arbejde for at opleve så meget som muligt af denne fantastiske verden.
Jeg vil arbejde for at leve mit liv med taknemmelighed og glæde.
Jeg vil arbejde for et liv, hvor flest muligt har det bedst muligt. Det gælder mennesker, såvel som alle andre arter.
Jeg vil arbejde for, at alle er lige.
Mennesker er forskellige i deres udseende, tanker, køn, seksualitet og meget andet. Sådan er vi skabt og det er fint. Jeg vil arbejde for ikke at dømme, men tvært imod glæde mig over menneskers altruistiske handlinger hver gang jeg møder dem.
Jeg vil arbejde for at møde mennesker med accept, eftergivende omsorg, ømhed og glæde.
Jeg vil arbejde med tålmodighed for demokrati som styreform. Kun i et demokrati, hvor alle er med til at bestemme, kan mennesker være lige.
Jeg vil arbejde for, at vi som mennesker erkender, at vi er nødt til aktivt at overtage en del af vores egen evolution ved bevidst og fornuftmæssigt at vælge destruktive tanker og handlinger fra.
Verdens fortrædeligheder er skabt af vildfarne mennesker. Jeg vil arbejde for at møde dem med knusende ro og kærlig konsekvens.
Der er ingen undskyldning for tyranni. Jeg vil arbejde for, at enhver tyran, med det samme tyranniet står klart, udelukkes totalt fra fællesskabet, socialt såvel som økonomisk, med løfte om genindtræden så snart tyranniet ophører.
Jordens natur, som vi selv er en del af, er trængt på alle måder. Jeg vil arbejde for at genetablere meget mere af den vilde natur, og kun bruge dens begrænsede ressourcer minimalt.
Solen skinner for os alle. Vi er alle gjort af det samme lys.
Jeg tænker:
Dybt inde i ethvert menneske er der en kerne af ren kærlighed.
Den kan blive glemt eller gemt væk på grund af had eller grådighed, eller drukne i et hav af vrede.
Men stadig er det eneste vi kán gøre og behøver at gøre, menneske til menneske, stædigt at holde fast i kærligheden.
”At vende den anden kind til” er den største styrke og den stærkeste magt.
Lige som tilgivelse kombineret med en rolig ikke-accept af dårlig adfærd vil være en magtfuld kraft, og på samme tid rigtig god for min indre styrke.
Jeg – er ikke vigtig
kun min opgave i livet tæller
derfor er jeg vigtig
Min religion / filosofiske tænkning / det jeg forbinder mig med, bygger således ikke på tro, men på handling / det jeg vil arbejde for.
Næstekærlighed eller altruisme: I en verden, hvor du kan være alt muligt, vær venlig, og hjælpsom over for alt og alle, også dig selv. Lyt mere end du taler.
At vende den anden kind til, og også elske mine fjender. Hvorfor skal jeg det? Fordi det medvirker til at skabe en bedre verden for alle, også for mig selv.
Bøn
Kan være et godt redskab for kontemplation.
En grundlæggende bøn kunne lyde sådan:
Verdens Mor
Du som er i alt
også i mit indre
Hellig er dit navn
Tak fordi du skabte dette Paradis –
Vi vil lære at leve i din have i fred og ro
Vi vil lære at passe godt på denne Jord,
som giver os alt
Vi vil lære at passe godt på alt levende –
Vi vil lære at passe godt på hinanden
med venlighed
og kærlighed
Vi vil lære at leve i dette nu,
og se dets skønhed
med taknemmelighed –
Solen skinner for os alle
Vi er alle gjort af det samme lys –
Amen
Jeg er introvert og har jævnligt brug for at søge ud i naturen:
For at søge stilhed, ensomhed og enkelthed.
For at lytte til fuglene.
For at høre vindens susen i træerne.
For bare at være.
I medmenneskelig henseende (frit efter Frans af Assisi):
Jeg vil arbejde for fred.
Jeg vil forsøge at bringe kærlighed hvor hadet råder.
Jeg vil forsøge at bringe tilgivelse hvor uret er begået.
Jeg vil forsøge at bringe enighed hvor uenighed råder.
Jeg vil forsøge at bringe glæde hvor sorg og bedrøvelse råder.
Jeg vil ikke så meget søge at blive trøstet som at trøste.
Ikke så meget at blive forstået som at forstå.
Ikke så meget at blive elsket som at elske.
Det er ved at give at man får.
Det er ved at glemme sig selv at man finder sig selv.
Det er ved at tilgive andre at man får tilgivelse.
En definition af inderlighed kan således være:
Inderlighed –
er et følt
begreb –
og som sådan
svær at få styr på
for fornuften –
det er en dyb
kærlig følelse
der universelt
omfavner
alt og alle –
der er tre
skridt på
vejen –
første skridt er
kontemplation
du må skue dybt
i dit eget
følelsesmæssige
indre –
finde kærligheden
til dig selv
og det liv
du har været
så heldig at få
på trods –
næste skridt er
at vende din
opmærksomhed
udad
mod din nærhed
medbringende
din kærlighed –
fokuser på
den venlighed
du møder
glæd dig over den –
lad opmærksomheden
efterhånden
som den bliver bedre
søge længere og længere væk –
tredje trin er
når du føler
du er ved at nå
Universets grænser
at søge bag dem –
måske kan du opdage
en følelse af
at der er noget mere
bag ved alting –
vi finder nok aldrig
ud af hvad –
men omfat det alligevel
med kærlighed –
erkend så
at Paradisets Have
havernes have –
faktisk er den
vi lever i –
omfat den
med kærlighed –
den omfatter til gengæld
naturligvis
alt
med kærlighed –
Ved således at holde fokus på inderlighed, og lade min kærlighed til verden folde sig ud til fordel for alt og alle, også mine ”fjender”, eliminerer jeg alle triste tanker og opbygger en universel glæde over tilværelsen.
Samlet set mener jeg, at dette er den rigtige vej at gå, fremad mod den universelle inderlighed.
Med venlig hilsen
Jens Ejler Møller Mikkelsen